Peter, der nu er 18, lærte allerede i folkeskolen at trække sig ind i sig selv og udholde mobning og drillerier med tavshed - ved at bide det i sig. Han er kommet styrket ud af sin krise og er blevet langt bedre til at sige til - og måske især fra.

”Du er en særling. Du er en freak.” Underforstået – du er anderledes end os. Mobning var en del af Peters skolegang, mens han gik i de yngre klasser, men det klingede gradvist af efter 5. klasse. I de mindre klasser lærte han sig en metode til at holde det ud – han trak sig ind i sig selv, bed det i sig, trak på skuldrene og tænkte: ”Det udholder jeg”. Hvorfor han blev drillet, forstod han aldrig, og han valgte også helt at undlade at sige noget derhjemme eller til lærerne. I dag overvejer han, hvad der ville være sket, hvis han havde sagt fra. Ville der være kommet noget godt ud af det?
”Det bestod mest af, at elever, ofte nogle der var yngre end mig selv, kaldte mig en særlig, en freak. Jeg blev egentlig ikke ked af det, jeg var ligeglad, men der skulle også mange kræfter til konsekvent at være ligeglad og skubbe det til side.”
 
Jeg er mere social
Peter fortæller, at han altid har været lidt af en enegænger, der har kunnet underholde sig selv og derfor ikke har oplevet at savne andre mennesker, mens han var yngre. Han voksede op på landet med få naboer og var ikke sammen med ret mange børn, men oplevede det heller ikke som nogen mangel. ”Der var et par drenge på min egen alder, som jeg blev passet sammen med, men jeg var ret genert og tilbagetrukket. Jeg gik hurtigt for mig selv og var god til at lege med mig selv. Det har nok altid været sådan, at andre skulle tage initiativet, hvis de ville være sammen med mig, jeg gjorde ikke ret meget selv.”
I dag har han opbygget en god vennekreds, som han er begyndt at se mere og mere til – og ikke vil undvære. ”Jeg er blevet mere klar over, at jeg har brug for at være sammen med andre. Jeg har faktisk ikke nok i mit eget selskab. Det holder ikke – og det er jeg glad for. Jeg er gået fra at være asocial til at være social og være den, der gerne vil være sammen med folk hele tiden.
 
At træde i karakter
At stå fast på hvem man selv er, træde i karakter - markere sig noget mere, og turde sige klart ja og nej, så det kan høres, også af ens forældre, har været nogle af temaerne for Peter i hans samtaler på Center på Selvmordsforebyggelse, og i tiden efter at samtalerne er afsluttet. Samtalerne på centret blev aktuelle, da han forsøgte selvmord ved at forgifte sig med en overdosis af piller, da han var 17 år. Den aktuelle anledning var et brudt kæresteforhold, som blev dråben, der fik det velkendte fyldte bæger til at flyde over.
”Man kan vel kalde det for ophobning af stress, en hel masse små problemer, som samlet voksede sig store. Jeg fokuserede meget på, at der også havde været problemer dengang og dengang, tilbage i tiden, det fyldte det hele. Mange, også mine forældre, har den oplevelse, at det alene var på grund af kærestesorg, jeg ville væk. Men det var det ikke Jeg er faktisk ikke i stand til at sige 100 procent, hvad det egentlig var, men det ville jo være så enkelt bare at give kæresten skylden. Det vil jeg ikke. Faktisk synes jeg, det har været svært bagefter, at der bliver spurgt så meget om ”hvorfor”, for jeg kan ikke svare på det. Jeg kan ikke fortælle det, som mine forældre gerne vil høre. Det gør ikke mig selv så meget, men det er klart, de er blevet bekymrede. Familien stiller sig naturligt nok spørgsmålet: ”Hvorfor gjorde Peter dog det – med den gode familie og de gode forhold, han kommer fra, en dreng med alle de muligheder…” ”Men sådan er det så. Jeg vil ikke forsvare mig selv mere, end jeg har gjort. Jeg er i live, det skal vi være glade for, og så er den ikke længere. Men jeg ønsker naturligvis ikke, at mine forældre skal ligge søvnløse af bekymring, for det sker ikke igen. De må tro på mig.”
 
Problemlisten
Det endte med et selvmordsforsøg i stedet for fuldbyrdet selvmord, fordi Peter kom til at kaste op efter sin overdosis medicin og samme nat selv fik slået alarm til forældrene. Via indlæggelse på sygehuset blev han henvist til samtaler på Center for Selvmordsforebyggelse. På centret fik Peter hjælp til at udarbejde en problemliste over, hvad det var, der gjorde hans liv vanskeligt. Nogle af punkterne lød:
  • For meget tilpasning (til andres forventninger)
  • Usikkerhed på egen betydning
  • For få åndehuller – fantasier om flugt
  • For lidt tillid til andre
  • Uvant med at sætte ord på følelser
  • Forebyggelse af stress
 
”Jeg kom selv til samtalerne med nogle ting, jeg gerne ville ændre på – og så gjorde samtalerne, at jeg også blev opmærksom på noget, der skulle arbejdes med. Det passede fint sammen. Min indstilling var også, at jeg ville være åben til de her samtaler, finde ud af at samarbejde, og det har været godt. Jeg har fået meget ud af at snakke, ” fortæller Peter, der arbejder hårdt på at vise, at han godt kan klare sig selv.
 
”Det er fx sådan noget med selv at ringe og bestille tid hos lægen frem for at overlade det til sin mor, selv tage ansvar, passe sit job. Det er også noget med at få sit eget liv, ikke deltage i alt det, som mine forældre gerne vil og få omgivelserne til at forstå, at jeg ikke skal ”sidde med ved børnebordet” længere. Jeg vil gerne accepteres som voksen, og derfor er jeg også nødt til at stå fast på de beslutninger, jeg træffer.”
 
At være voksen
Peter ser en tydelig forskel mellem tiden før krisen og tiden nu. Han står ved, at han er voksen og ønsker også at bryde det forældre-barn forhold, som tidligere har domineret. ”Jeg prøver at tage mere ansvar. Og selv om jeg er blevet mere åben over for mine forældre efter selvmordsforsøget, er det ikke sådan, at jeg siger alting, jeg fortæller dem altså ikke mine dybeste hemmeligheder. Det følger med at være voksen, at man ikke kan dele alting med sine forældre, og det synes jeg også, de er begyndt at respektere. De spørger ikke så meget ud mere.”
 
Åndehullerne
Kampen for at få de nødvendige åndehuller i sin dagligdag er noget, Peter er blevet meget bevidst om. ”Det drejer sig fx om at få noget kvalitetstid sammen med mig selv. At få læst i en bog, høre noget godt musik – være sig selv, ikke blive forstyrret af telefonen eller andet, have en time engang imellem, hvor det bare er mig. Eller nå at hygge mig med mine venner, hvor arbejde og pligter ikke fylder så meget.”
Peter har også mange drømme om at komme ud at rejse, drømme som han foreløbig realiserer i sine fantasier. ” Jeg har mange forestillinger om at rejse, men jeg har faktisk aldrig prøvet at flyve. Jeg drømmer om steder, jeg gerne vil se, Paris, Venedig. I min fantasi tager jeg tit på den slags rejser, helt konkret, fra jeg flyver derned til jeg er hjemme igen.”
Han giver et eksempel på, hvordan han holder fast i sine åndehuller. ”For nylig kom jeg sent hjem fra mit job, og så sad min far parat og ventede på mig. Ville gerne snakke, men i mit hoved stod der ”kvalitetstid med den sidste nye Harry Potter”, så hvis der skulle snakkes på det tidspunkt, ville det være at få ødelagt et åndehul. Det er det jeg har arbejdet med i samtalerne, - at undgå hele tiden at tilpasse sig de andres forventninger. Vi kan godt snakke, men det skal også være på mine betingelser. Jeg har skullet lære at sige: Lad os tage den snak i morgen, jeg gider ikke snakke lige nu.”
 
At få tændt pæren igen - engang
Efter selvmordsforsøget besluttede Peter at stoppe i gymnasiet, hvor han ikke trivedes. I stedet har han fået arbejde i et supermarked for en tid. Klassen var han glad for, men fagligt følte han sig ikke parat til at gennemføre gymnasiet. ”Det var en vanskelig beslutning at træffe, for jeg var meget glad for min klasse. Det første år havde jeg utroligt meget sygdom på grund af nogle bylder, der hele tiden skulle behandles, så jeg var meget fraværende, men dengang betød det ikke så meget, for den første klasse var en skod-klasse. Da jeg så kom tilbage og begyndte forfra, kom jeg faktisk i en god klasse, men jeg har ikke fortrudt. Jeg vil arbejde, indtil jeg får lyst til bøgerne igen, måske tage en HF til den tid eller gå ind i militæret. Jeg er stensikker på, at på det rette tidspunkt vil pæren blive tændt igen.” Peter har valgt at være helt åben om selvmordsforsøget, og han vendte også tilbage til sin klasse for at fortælle dem om det. ”Når folk spørger, har jeg tænkt: Hvorfor ikke bare sige det lige ud af posen. Det var da svært at stille sig op foran 28 klassekammerater, men det gik faktisk helt fint. Mit budskab var helt klart: ”Selvmord fører ikke til en skid, du skal finde nogen at snakke med, når du har det skidt.”
 
At forsøge selvmord igen
Et nyt selvmordsforsøg ligger Peter fjernt. Som han formulerer det: ”Jeg får det fysisk dårligt af at se en panodil.” Han behøver bare at huske tilbage på den nat, hvor forsøget fandt sted, for at få det skidt. ”Jeg var jo fuldstændig bedøvet i kroppen, havde kvalme, hovedpine, måtte slæbe mig ud på toilettet, kastede blod op og gik helt i panik. Jeg brugte min mobil til at få fat i mine forældre, men det var et tilfælde, at jeg nåede det. Hvis jeg var besvimet på vej til mobilen, ville det have været for sent.” Peter udelukker tanken om selvmord, fordi han oplever, at det ikke er nogen løsning længere, heller ikke i en situation med et nyt brud med en kæreste. ”Selvmord virker dumt på mig i dag. Det løser jo ingenting. Hvis du har et problem, og du vælger at slå dig selv ihjel over det, så sender du det bare videre til nogle andre. Dine omgivelser bliver kede af det, du svigter dem og er bare egoist. Jeg har kendt nogle andre, der har forsøgt, og det, jeg siger til dem er, at de skal komme og snakke om det. ”Kom og snak med mig, lad os prøve at få styr på det.” Så svarer de mig: ”Jamen hvorfor kom du ikke selv? Hvorfor kom du ikke til os dengang?” Jeg er blevet klar over, her bagefter, at folk ikke er ligeglade. Måske var det sådan jeg troede dengang – at jeg ikke kom i første række hos mine venner. Jeg troede faktisk ikke, at de ville tage sig af mig. Nu ved jeg, at jeg roligt kunne være gået til de andre, at jeg kunne have talt med mine venner om, hvordan jeg havde det. Jeg er blevet meget mere sikker på, hvad jeg betyder for dem – og hvad de betyder for mig.”
 

Psykologens kommentar til Peter

Selv for en garvet psykolog er det bevægende at møde en ung mand, der har foretaget et særdeles farligt og planlagt selvmordsforsøg. Godt, du er i live, Peter.
 
Jeg fulgte dig i nogle få måneder og var vidne til en god udvikling. Hold fast og hold ud! At træde i karakter, som du gjorde, at formulere egne værdier med hensyn til egnede kæresteemner, uddannelse og fremtidige levevilkår viste, at du måske ikke ville mere åbenhed, som dine forældre efterlyste, men du ville mere ærlighed.
 
Måske er det med åbenhed en opreklameret kvindelig værdi? Dine forældre var mere end bekymrede, de var rystede og søgte selv psykologhjælp. Jeg forstår dem. Risikoen for at miste et barn er næsten ubærlig.
Min opgave i forhold til dig Peter, var dog at støtte en udvikling, som jeg håber, du kan fastholde. Ikke blot du, men mange andre er blevet mødt med gentagne spørgsmål om ”hvorfor”.
 
Findes der nogensinde et enkelt og ”sandt” svar på det? Jeg spørger hellere: hvordan kan du undgå at komme så langt ud igen? Peter, i den tid jeg kendte dig, kom du til at stå langt mere solidt på dine ben. Måske kan du også fastholde din overbevisning om, at selvmord aldrig er nogen løsning. Måske kan du gøre, som du siger, du vil: Søge hjælp, før du bliver overbelastet og opgivende. Du har allerede en forebyggende rolle over for unge, som du kender. Nu er der mulighed for, at mange andre unge kan lære af dig og din historie.
 
Alle fortællinger og tekster
fra denne hjemmeside er
nu udkommet i bogform.
Find og køb bogen
"På kanten af livet - om mænd,
kriser og selvmordstanker" på forlaget Siesta eller køb den i boghandlen.

Læs flere nyheder her

Har du tanker om selvmord, så udsæt det! Det nytter at søge hjælp.

Hjemmesiden opdateres af Inger Anneberg og Bente Hjorth Madsen
og drives med støtte fra FUFS, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsforebyggelse: www.fufs.dk
Fotograf: Lars Aarø, Fokus Grafik: Combina