”Jeg tænkte slet ikke tanken til ende. Tænkte ikke over, hvem jeg ville ramme, jeg ville bare væk, væk fra at føle mig ulykkelig.” Alex var 17 år den aften, hvor han tog på rundtur til tankstationer og kiosker og opkøbte små doser af smertestillende medicin. Kombineret med noget medicin, han havde derhjemme, blev det til en større portion piller, som han indtog, fordi han ikke ville mere. Den kæreste, han havde satset 100 procent på, havde ikke samme engagement i forholdet, og bruddet havde luret længe - derude i horisonten.

 

Alex’ satsning på sit første alvorlige kæresteforhold var kæmpestor, og da hun brød med ham efter lidt over syv måneder – og efter lang tids usikkerhed, gav han fuldstændig op, skrev testamente til sin familie, låste døren til sin ungdomsbolig, indtog en overdosis og gik i seng. ”Nu bagefter vil jeg klart sige til andre unge, at de aldrig skal vælge den løsning. Der er altid en anden vej end selvmord, det har jeg lært.” ”I min familie har vi tradition for, at det vi gør, gør vi 100 procent. Vi har ikke tradition for en masse brud og skilsmisser. Mine store søskende har gode erfaringer med langvarige, forpligtende, faste forhold, og det var også, hvad jeg ønskede. Kortvarige uforpligtende forhold, det er ikke mig, det er for overfladisk. Det kunne jo også være gået godt! Jeg har da set andre danne par på efterskole og blive sammen i årevis. Så det sker jo. Men det her forløb har lært mig, at jeg aldrig skal investere mere i et forhold, end jeg kan tåle at miste igen. Det er lidt ligesom med aktier, man skal ikke købe flere, end man kan tåle at tabe, og jeg vil nok holde lidt igen på mine følelser fremover,” forklarer Alex, mens han tænker tilbage på alt det, der gik forud for hans selvmordsforsøg og forud for samtalerne på Center for Selvmordsforebyggelse.

 

Alex mødte sin pige, Christina, mens han var på efterskole. Først var de gode venner, siden blev de kærester. Hun kom fra en helt anden egn af landet, end han selv, og da skoleåret var slut, måtte de skilles, men Alex var fast besluttet på, at sådan skulle det ikke ende. Han fik overtalt sine forældre til, at han kunne gå i gymnasiet i sin kærestes hjemby, selv om det betød at han måtte flytte for sig selv, allerede mens han gik i 1. g. Og kæresten bekræftede ham i, at ideen var god, det var også, hvad hun ønskede. Men virkeligheden blev meget hurtigt en anden. Alex følte sig både sårbar og udsat i sit nye liv, og han opdagede gradvist, at hans behov for Christina var langt større end hendes behov for ham. At gøre alt for hende var målet i lang tid, indtil han lidt efter lidt fandt ud, at det ikke virkede. Det bandt dem ikke tættere sammen. ”Det var sådan noget med altid at tilbyde små tjenester, gå på tanken efter slik og film, hente hendes cykel, hvis hun havde glemt den et sted, gøre hende tilpas, for jeg ville bare, at vi skulle have det godt sammen. Men hun prioriterede også andre venner, sit skolearbejde, meget andet end mig, og det var svært for mig at acceptere.”

 

Alex erkender i dag, at han har en stor følsomhed med i sin bagage, en følsomhed, som han er nødt til at se i øjnene. I samtalerne på Center for Selvmordsforebyggelse blev det en del af temaet, hvordan han kan lære at tackle skuffelser og modgang, men især at håndtere sin egen nærtagenhed og at acceptere sin indre følsomhed. ”Jeg er meget let påvirkelig af stemninger. Som barn mistede jeg min farfar, da jeg var fem. Han døde af leukæmi. Da jeg var syv, altså to år efter, døde min morfar. Han tog sit eget liv i forbindelse med en depression. Det påvirkede selvfølgelig min mor meget. Hun var åben om det og talte med mig om det. Jeg var helt knust over det og fik hjælp hos en psykolog både efter min morfars og efter min farfars død. Jeg er sikker på, at min mor aldrig vil gøre som min morfar, det ville hun ikke udsætte os for. Selv om hun også har depressioner, har hun aldrig forsøgt selvmord.”

 

I skolen viste Alex sjældent sine kammerater, hvad han følte. Han hørte til de drenge, som undlod at bidrage med noget i dansktimerne, men var godt med i matematik. Da han kom i puberteten, følte han tit, at livet var imod ham, og hvis det ikke flaskede sig, som han gerne ville, blev han sur, gik hjem og lukkede sig inde på værelset, hvor han spillede computerspil. Op til selvmordsforsøget blev Alex ramt af en følelse af meningsløshed, en dyb smerte over, at hans kæreste hellere ville være sammen med andre end ham, og et frustreret håb om, at hun nok fortrød bruddet og ville henvende sig af sig selv. Samme aften som han forsøgte at tage sit liv, afleverede han da også en gave på hendes trappe og et brev, hvor han skrev, at det var den sidste gave fra ham. Beskeden foruroligede Christina og hendes forældre så meget, at de slog alarm til hans forældre. Derfor blev han fundet i tide og reddet.

 

Men hvilke måder er der at få hjælp på, hvis man er ulykkelig og oplever livet som meningsløst? Hvad ville Alex selv sige til andre i samme situation? ”Helt klart at man skal se at få snakket en hel masse om det! Så meget som muligt. Ikke gøre som jeg, der lukkede mig inde og holdt facaden. Der er jo altid en anden udvej, men man må lære sig at snakke med andre om det, eller søge hjælp. Jeg kunne sagtens have talt med fx mine søskende om, hvordan jeg havde det, og i dag forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke gjorde det. Vi er tæt på hinanden, måske tættere nu end nogensinde. Jeg drog en forhastet konklusion for at komme væk fra denne følelse af ulykkelighed, og følelsen af at være desperat. Jeg var i mine følelsers vold og følte mig samtidig helt udslukt.”

 

Alex peger også på en anden ting, som gjorde situationen værre: Han drak – og alkohol forstærkede følelsen af at være ulykkelig og trist. ”Sådan reagerer jeg på alkohol, og det gælder sikkert mange. Hvis jeg drikker, når jeg er trist, bliver jeg endnu mere trist og omvendt, gladere, hvis jeg er glad i forvejen. Jeg sad alene og drak, jeg drak når jeg kom hjem fra skole i de dage lige efter bruddet, hvor jeg bare håbede på, at hun ville kontakte mig igen. Ingen kunne se det på mig. Jeg var alt for god til at holde masken.”

 

Alex mener, at han er blevet hærdet af hele forløbet, og måske betyder denne hærdethed, at han ikke igen kaster sig så voldsomt ind i et forhold, som han gjorde første gang. ”Jeg tror, man er nødt til at forestille sig, at det værst tænkelige kan ske, også selv om man er meget glad for den anden. Man er nødt til at tænke: ”Selv om vi brød, kan jeg også komme over det!” Det er en slags beskyttelse, man giver sig selv, en rustning, så man altid er forberedt på, at det måske ikke går.” Nu, hvor der er gået et stykke tid efter selvmordsforsøget, beskriver han sig selv som glad igen.

 

”Jeg har faktisk aldrig haft det bedre. Jeg har meget lettere ved at blive glad i dag, jeg er meget mere påvirkelig, det er fantastisk. Samtidig hviler jeg mere i mig selv og er blevet mere åben. Jeg har lært at se realiteterne i øjnene – at min kæreste ikke var den eneste ene, og at jeg ikke behøver at være venner med hende i dag, for det ville være at være for tossegod. Det har været et hårdt kapitel, men det har udviklet mig. Der er ingenting, som kan slå mig ud af kurs nu,” siger Alex, som har valgt at blive boende i sin lejlighed, selv om han er langt fra sine forældre. ”Hvorfor skulle jeg flytte, når jeg er glad for min skole og for mine venner her? Jeg kan lide at passe mig selv, jeg har altid været god til at lave mad, jeg kan vaske mit tøj og klare mig.”

 

En enkelt gang siden selvmordsforsøget er Alex blevet konfronteret med, at hans handling stadig vækker bekymring i familien og nok vil gøre det lang tid fremover. En aften, efter at han havde været til gymnasiefest, var hans mobiltelefon løbet tør for taletid, og han kunne ikke få den aktiveret igen, fordi han havde glemt sin pinkode. Derfor blev telefonen lukket. Da hans forældre prøvede at kontakte ham samme aften, kunne de ikke få fat på ham, og derfor sendte de hans søster, som bor 40 kilometer væk, ud til hans lejlighed. ”Pludselig bankede det på døren og dér stod min ældste søster så. Det var pinligt. Jeg havde bare ligget og sovet, det flød med rod! Men jeg kan godt forstå mine forældre. Mit selvmordsforsøg har gjort dem bekymrede, og det var dumt, hvad jeg udsatte dem for. Det kommer ikke til at ske igen.”

 

Følsomhed bør opprioriteres som værdi! Lige nu gør du det bedst mulige, nemlig at blive lidt mindre sårbar ved at være forberedt på, at man kan miste. Derudover gjorde du et stort arbejde for ikke at lade dig styre af din familiehistorie – med din morfars selvmord og din mors depressioner. Du var netop IKKE deprimeret, da vi mødtes, men rystet over at have sat dit liv på spil.

 

Vi har alle sammen værdier og leveregler med fra barndommen, og du reflekterede over sætningen ”I min familie har vi tradition for, at det vi gør, gør vi 100 procent”. Fin sætning, men du blev jo alt for flink og alt for servicerende for at bevare et ungdommeligt kæresteforhold – næsten for enhver pris.

Du var selv klar over, at du let blev krænket, og vi lavede den målsætning, at du skulle blive bedre til at sige ”pyt”.

 

Det er vanskeligt at finde den rigtige balance mellem følsomhed og kynisme. Det er et livslangt projekt. Held og lykke, Alex, din fremtidige kone kan forhåbentligt se, at hun er heldig.