”Nu flytter jeg på hotel for at være i fred nogle dage...” Jeg tager campingvognen og gemmer mig langt væk fra familien...” ... ”Jeg går ud på mit værksted....”

Muligheden for at isolere sig, trække sig tilbage, være alene, er et tema og et grundlæggende behov, som altid har fulgt Chris. Det var samtidig et behov, som ofte kom i konflikt med hans ønsker om familieliv. ”Jeg har erkendt, at jeg i perioder har brug for, at der ikke sker noget som helst. At jeg bare kan få lov at være stille, tage hovedtelefonerne på, høre musik, være alene. Der er ikke noget hemmeligt i det, det er ikke mystisk eller mærkeligt, det er bare et behov,” forklarer Chris, som i sit mangeårige ægteskab ofte skulle forklare sit ønske om isolation, blandt andet fordi hans daværende ægtefælle havde virkeligt svært ved at forstå det og så det som en trussel og et irritationsmoment i deres forhold.

 

”Vi valgte jo nok hinanden, fordi vi absolut var hinandens modsætninger, og det faldt vi gensidigt for. Altså: Stille og rolig fyr kontra et livstykke af en kvinde. Men vi kom, i løbet af forholdet, også til at skærpe disse modsætninger, så hun trak i retningen af endnu mere selskabelighed, fest og farver, mens jeg blev endnu mere dyster, mørk og asocial,” forklarer Chris.

 

Chris påpeger, at mange mænd har dette behov for fred – for at være alene, være sig selv, men at det ikke ret tit går i spænd med et familieliv. ”Jeg tror, det er en drøm hos nogle, som så kan blive til, at man bare ønsker at komme væk fra det hele. Min familie kunne ikke acceptere mit ønske om fx at bo på en øde campingplads i tre uger, og det kan jeg på sin vis godt forstå. Børn opfatter det som en slags afvisning af dem. Nogle mænd bliver jægere, det er så en legal måde at slippe væk på og komme ud i ensomheden. Andre bliver lystfiskere. Jeg har ikke haft nogen fornuftig forklaring, så når jeg trak mig, blev det let til, at jeg bare gik og var muggen. Det så ikke rigtigt ud til at føre til noget,” forklarer Chris. Chris mødte sin kone på et tidspunkt, hvor hun var alene med to små børn, og dem blev han gradvist mere og mere far for. Parret holdt sammen i mange år, men blev skilt for et års tid siden. Nu lever han alene, mens ekshustruen og børnene, der nu er teenagere, bor i et andet hus i nærheden sammen med ekshustruens nye mand.

 

”Lige så langt jeg kan huske tilbage, har jeg følt en grundlæggende ensomhed, og jeg tror, at jeg har haft perioder med depressioner i mange år, perioder som har været præget af afmagtsfølelse. De har så været afløst af perioder, hvor jeg har haft det virkelig godt, også med familien,” funderer Chris. Men de mange humørsvingninger har været en plage for hans omgivelser, mener han, og han har i årevis bebrejdet sig selv, at det var sådan.

”Det er noget med at sige til sig selv: Tag dig nu sammen, vær dog glad, vær social. Jeg har brugt mange kræfter på at holde mig på det spor, men dybest set tror jeg, at jeg har været depressiv anlagt siden puberteten, ja siden barndommen Jeg har altid været et sært barn, meget selektiv omkring, hvem jeg fx gad lege med og hvornår. Jeg afviste de andre, hvis de ikke lige passede ind i mine neuroser.”

 

Chris er adoptivbarn. Han kom til sine adoptivforældre, da han var omkring to et halvt år. Forinden var han anbragt flere steder, ligesom hans biologiske mor forsøgte at tage ham hjem igen. Han forklarer, at han aldrig har følt sig særligt beslægtet med sin adoptivfamilie, men har holdt af dem som gode og rare mennesker. I puberteten blev han ramt af en grundlæggende følelse af livet som formålsløst, en følelse, han stadig kan genkende.

 

”Fundamentalt er det vel en følelse af, at det ikke nytter noget. Det kan jeg huske, jeg tænkte som 16-17 årig. Samtidig tænkte jeg, at det var en slags magt, man havde, at man altid selv kunne sætte en stopper for sit liv. Det kan de andre ikke gøre noget ved. Det er man selv herre over. På den måde bliver selvmordstanker en slags flugt fra noget, som forekommer værre. Der var dog ikke tale om konkrete forestillinger om selvmord dengang, det var mere en mulighed, som fandtes, hvis nu....” Chris peger på, hvordan arterne i naturen ofte har et eneste formål, nemlig at formere sig, før de skal dø. Men selv har han aldrig haft trang til at få sine egne børn.

 

”Jeg er blottet for biologisk trang til noget som helst. Og hvis livet skulle gøres om, ville jeg stadig ikke have børn. Jeg har nok helt grundlæggende meget lidt tillid til mennesker, men det har jeg måske heller ikke nogen grund til at have, for det er naturligvis en dårlig start på et forhold til andre mennesker, at man selv er blevet valgt fra. Men jeg har aldrig følt trang til at kende min biologiske mor. Jeg tror ikke, det ville ændre på noget – det ville jeg næppe føle mig mindre ensom af.”

 

Chris mener, at de depressive perioder har været der altid, og at han har behandlet dem med alkohol i perioder. ”Det at acceptere, at jeg er depressiv, som et livsvilkår, er først kommet langt senere,” forklarer han.

Følgen af alkoholforbruget var flere indlæggelser, fordi han i perioder drak sig hinsides al fornuft. Drukperioderne blev siden afløst af perioder med afholdenhed, hvor han var på antabus. Også i sit ægteskab drak han, ofte alene, om natten, så den eneste der vidste, hvor meget rødvin han reelt fik, var ham selv.

For syv år siden kom hans første alvorlige selvmordsforsøg. En indlæggelse på sygehuset og en mindre operation førte til voldsomme smerter, og bagefter oplevede han, at han ikke kunne dele smerterne med nogen, heller ikke sin kone. Han følte sig meget overset og var ikke i stand til at bede om omsorg. Det førte igen til overvejelser om meningsløshed i tilværelsen og om ikke at kunne se, hvor de næste mange år skulle føre hen.

 

Den plan, Chris lagde for sit første selvmordsforsøg, gik ud på at kulilteforgifte sig selv i bilen. Han fandt en stille skovvej og smed forinden et brev af til politiet om, hvor han kunne findes. Tidspunktet var nøje planlagt, nemlig på en søndag, hvor han ikke var savnet på sit arbejde, og i god tid efter jul, så det ikke ramte børnene i den periode. I bilen satte han en cd i musikanlægget (Pink Floyd troede han) men ved en fejl blev det en af børnenes cd’er som kom i – med børnemusik! ” Jeg kan huske, at jeg tænkte: De satans unger, de er sgu da også overalt! Det var et eller andet i den situation, som appellerede til min humor, så jeg stoppede forsøget og besluttede mig til, at jeg ville forsøge med livet igen.”

 

Selvmordsforsøget udmøntede sig i, at Chris og hans samlever tog kontakt med psykiatrisk skadestue, som fik ham henvist til Center for Selvmordsforebyggelse i løbet af få dage. ”Det husker jeg som virkelig vigtigt – at der ikke var ventetid! Jeg tror, det er det samme som ved alkoholbehandling. Hvis folk er på selvmordets rand, så skal der næsten ikke nogen ventetid til, før det går galt. Man er jo halv- eller hel psykotisk, og så nytter det ikke noget at komme på venteliste.”

 

I centret bekræftede de første samtaler, at Chris havde en depression, og samtidig med, at han gik til samtaler, fortsatte han med antidepressiv medicin, som hans egen læge havde ordineret. Det første besøg i centret beskriver han som en chance for at ”træde vande”, for selv om han ikke følte sig selvmordstruet længere, var han i chok, men også præget af, at det var godt at være i live. ”Men det holdt kun kort tid. Allerede da jeg kom til den anden samtale var jeg meget langt nede igen, tilbage i mit gamle deprimerede jeg..” At lytte til egne behov og at kunne række ud efter andre blev nogle af temaerne i de samtaler, som Chris fik i centret. Samtidig fokuserer samtalerne på Chris' arbejde og drømme om ændringer og uddannelse samt på hans ægteskab.

 

Efter 10 samtaler sluttede Chris sit første forløb af samtaler i Center for Selvmordsforebyggelse, og der gik fem år, før han kom igen. Denne gang havde han atter haft alvorlige selvmordstanker, som udmøntede sig i, at han forsøgte at konstruere en maskine, en art guillotine med en kniv udløst af en fjeder, som kunne bruges til selvmordet. Målet var at opsøge et øde sted og tage livet af sig uden at genere andre mennesker. Temaet i den næste række af samtaler blev især, hvordan Chris reagerede på ikke at føle sig ret meget værd, og hvordan han håndterede vrede, en vrede, som gjorde ham meget bidsk, blandt andet over for børnene.

 

”I dag er den vrede væk, men jeg har igennem årene kæmpet meget med den. Jeg tror, vreden altid har været udtryk for en slags frustration over det, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Måske handler den også om angst og usikkerhed. Samtidig er jeg ikke typen, som handler min vrede ud. Jeg går ikke ud og køber et tons sand og får det læsset af i indkørslen hos den nabo, jeg er vred på, jeg er nok for akademisk i min stil til at gøre den slags.” I samtalerne blev trangen til flugt eller åndehuller igen et tema. Chris beskriver det som en trang til at have en sikkerhedszone omkring sig, og at han måske ikke magter tætte relationer. Hans måde at flygte på har været at ty til alkohol eller at lægge sig syg. I løbet af samtalerne i centret, hvor han også fik antidepressiv medicin, lettede hans depression igen.

 

Chris er overbevist om, at han skal leve resten af sit liv med den ballast, at han i perioder bliver deprimeret. Når det sker, kommer grublerierne om, hvorvidt man er til gavn for andre mennesker eller om man snarere er en byrde.

”Den slags grublerier har jeg latent. Jeg skal med jævne mellemrum overbevise mig selv om, at jeg kan leve, selv om min grundholdning er, at livet i sig selv er formålsløst. Derfor er jeg, periodevis, i større risiko for at gøre skade på mig selv, men i dag synes jeg, at jeg har et andet valg. Jeg ved, at jeg også kan gøre noget andet.” Noget af det, der har fået større vægt nu end tidligere, er at leve sine drømme ud. Fx har han købt en jaguar, en drøm, som han har haft, siden han var dreng. Desuden tegner han og ved at give sig selv lov til at trække sig tilbage, kan han også give de kreative sider plads.

 

”Når jeg tegner, ved jeg aldrig, hvor jeg er på vej hen. Hvis jeg prøver at skrive, synes jeg, at mulighederne indsnævres, men det sker ikke, når jeg maler.”

Chris mener selv, at den meget risikofyldte adfærd, som han tidligere har haft, fx udmøntet i at drikke eller køre for stærkt, er væk nu. Samtidig er han blevet klar over, hvor problematisk det er at blive afhængig af et behandlersystem, sådan som det skete, mens han drak. At lægge sit liv i andres hænder på den måde ønsker han ikke mere. ”Jeg kan huske en gammel episode, hvor jeg var på vej hjem fra et sted, hvor jeg havde været i behandling, og i bussen sad nogle sociale klienter, som talte på en helt bestemt måde om deres sagsbehandlere, som kun klienter kan gøre det, sådan på fornavn og med sagsbehandlerens ord som det vigtigste. Det fik mig til at tænke: Det her er altså slet ikke mig, jeg vil ikke være i den klient-rolle og høre mig selv tale sådan. Det handlede om at ville tage vare på sig selv.”

 

Selv ville han ikke tøve med at få andre mænd til at søge hjælp i tide, hvis de har selvmordstanker. At få selvmordshandlingen udsat er en vigtig pointe i den hjælp.

”Jeg tror ikke, jeg ville kunne forklare, hvilken type hjælp, det præcis er, man kan få, fx gennem samtaler. Og jeg tror sådan set heller ikke, man kan tale folk fra at tage deres liv. Men du kan måske hjælpe nogen med at udsætte det - ved at give dem noget, som er interessant at tænke på.” Chris peger på, at noget af det, som er markant anderledes ved at få samtaler på et center for selvmordsforebyggelse er, at her er selvmord og selvmordshandlinger noget man taler direkte om. ”Det er meget sværere at gøre hos fx en praktiserende læge, hvor det kan føles som pinligt at tale direkte om selvmordstanker, en slags stilbrud.”

 

Chris tror ikke på, at han igen vil få alvorlige selvmordstanker, men samtidig ser han det som et eksistentielt vilkår, at selvmord er en mulighed, som altid er der. Personligt mener han, at risikoen for selvmordstanker bliver voldsomt øget af at drikke, eller når han ikke modtager behandling mod depression. I dag får han behandling med antidepressive midler som ren forebyggelse. Det skaber stabilitet, og han når ikke ”bunden af de sorte huller”. Chris mener, at det, der mest effektivt har hjulpet ham i de samtaler, han har fået, har været, at han er blevet bedre til at se, hvornår han skal stoppe en dårlig situation.

 

Efter sidste runde med samtaler traf han beslutningen om at blive skilt. Skilsmissen har givet ham et bedre forhold til børnene, som stadig kommer hos ham, og nu er der ingen konflikter om, hvis regler der gælder. I hans hus gælder hans egne regler, og børnene kender dem. ”Det handler om, at jeg har fået nogle værktøjer, så jeg bedre ved, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg ikke har lyst til. Jeg kan se, det dilemma jeg stod i, at jeg gerne ville have et familieliv, succes, børn og hus og hjem, men jeg kunne også mærke, at der manglede noget. Måske mig selv. Jeg manglede selv i det. Selvfølgelig ville det være dejligt, hvis jeg som person var mindre kompliceret og kunne tage lettere på livet, have et lyst sind. Men sådan er det ikke.”

 

Du er en mand, der et langt stykke ad vejen har lært at klare ærterne selv. Samtidig med at du accepterede at have brug for hjælp, øste du af dine tanker om dette og hint.

Netop fordi du havde så mange erfaringer, kunne det være svært at give dig nye tanker, nye synsvinkler. Hvis der var noget, der lød som en psykologfloskel, gik det ikke upåtalt hen. Og godt for det. Væk med det, der ikke duer, væk med at sige noget, bare for at sige noget. Jeg ved, at du ikke har mange venner og måske heller ikke behov for dem. Men du yder meget i en dialog, og jeg kunne unde andre at lære dig at kende, som det sensitive og musiske menneske du er.

 

Du kommer måske til at lyde som et tilbageholdende og indadvendt menneske, fordi du kan lide og har behov for at være alene. Det er kun én side af dig. Det er altid vigtigt at have humor med i svære stunder. Det havde du og masser af selvironi. Du har en stor kulturel viden og ordet i din magt - det giver et inspirerende samvær.