En sommerdag for godt fire år siden, efter at kæresten havde brudt med ham, blev forestillingen om at køre ind i en modkørende bil og slå sig selv ihjel, voldsomt stærk for Morten. Så stærk, at han rystet holdt ind til siden, grædende og chokeret over, hvordan det trak i ham at skifte vejbane og dø. En cyklist kom forbi, men havde ikke tid til at tale. Lidt efter kom en landmand, som standsede sin bil, vendte om og spurgte, om han kunne hjælpe.

Flere år efter husker Morten det stadig som en åbenbaring, for landmanden havde god tid til at lytte og fik ham til at falde til ro. Derefter besluttede han sig for at søge hjælp på Center for Selvmordsforebyggelse. ”Jeg havde en datter, der dengang stadig var lille, og det chokerede mig, hvad jeg ville udsætte hende for, hvis jeg forsøgte selvmord. Min mor truede ofte med selvmord, og hun forsøgte selv at tage sit liv, da jeg var 11-12 år. Det er den ultimative måde at afvise børn på, og det skal min datter ikke opleve.”

 

Mortens barndom var præget af hans mors sygdom, som blev betegnet som ”dårlige nerver”, en lidelse, som ingen talte med børnene om. Han var den yngste af tre, en efternøler, hvor de ældste brødre hurtigt flyttede hjemmefra på flugt fra forældrenes turbulente ægteskab. ” Mine forældre blev skilt, og jeg flyttede med min mor. Jeg fik ganske vist valget og ville have valgt min far, men vidste, at det ville gøre min mor ked af det. Derfor indså jeg, at det ikke lod sig gøre. Jeg var nødt til at blive hos hende.”

Moderen var stærkt medicineret og meget uligevægtig. Samtidig havde faderen gentagne gange forhold til langt yngre kvinder, og forældrenes konflikter var voldsomme. Morten husker, hvordan hans mor forsøgte at slå faderen ihjel og hun overfaldt ham, så blodet løb, og han husker, hvordan hans far bagefter forlod huset et par timer, men forinden låste han sønnen inde på et værelse af frygt for, at moderen kunne finde på at slå ham ihjel. ”Jeg kan se i dag, at jeg er vokset op i et hjem, hvor jeg hele tiden var i vejen, jeg har aldrig været et ønskebarn og aldrig været værdsat. Kombinationen af min mors sygdom og min fars sidespring levnede ikke plads til børn. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste situation, hvor min far virkelig så mig. Min mor gjorde et spagt forsøg, men min far, han var den urørlige patriark. Selv om han ikke lever længere, tænker jeg stadig af og til på, hvad han ville sige, hvis han så mig i mit arbejde, for jeg underviser, lige som han selv gjorde. Men han så mig aldrig.”

 

Morten mener, at han er vokset op med en stor indvendig angst. Angsten har skabt en sårbarhed, som har forfulgt ham som voksen og gjort ham sårbar overfor adskillelse. Den evige servicering af hans mors behov har dannet et mønster, hvor han for enhver pris gerne vil stille andre tilfreds. Det gik helt galt i hans mest intense kæresteforhold, hvor han mentalt set altid ”havde viskestykket over armen” og altid var på jagt efter at gøre kæresten tilpas.

”Jeg blev hovedkulds forelsket i hende, forgudede den jord, hun trådte på, og jeg blev omgående glad for hendes børn. Det var meget intenst, og sådan ønskede jeg det også, det måtte ikke være ”middelmådigt til døden os skiller.” Vi var dybt optaget af hinanden, men jeg kan se nu, at vi også begge ønskede at lave hinanden om.” Morten beskriver, hvordan han udviklede et mønster, hvor han hele tiden kæmpede for at gøre sig fortjent til hendes kærlighed. ”Jeg havde altid følelsen af, at jeg kunne gøre det lidt bedre, gøre, hvad jeg troede, hun ønskede. Hente børnene lidt oftere, osv. Jeg så hende som den perfekte kvinde, smuk, ung, kunne alting selv, en superkvinde.”

 

Da kæresten brød med ham første gang, udløste det de selvmordstanker, der førte ham til Center for Selvmordsforebyggelse, for Morten vidste, at det ville tage lang tid at komme videre og kunne slet ikke overskue det. For ham var drømmen bristet, og han oplevede det som patetisk at skulle være single igen i en alder af 40 år, når den ultimative drøm bestod af ”hus og stangtennis” med den perfekte kvinde, som ikke desto mindre syntes, at han var ved at kvæle hende i opmærksomhed og kærlighed. Parret fandt imidlertid sammen igen, mens Morten gik til samtaler på Center for Selvmordsforebyggelse, og temaet for samtalerne blev blandt andet, hvordan han kunne håndtere at længes efter og savne den betingelsesløse kærlighed, som vel aldrig findes i voksenlivet. Han blev da også gift med drømme-kvinden, men noget ligeværdigt forhold blev det ikke. Mønstret forblev det samme: Hvis Morten trådte på speederen, trådte hun på bremsen og omvendt. Hans behov for tryghed og nærhed blev aldrig opfyldt, fordi hun ikke kunne holde nærheden ud. Tre år efter blev de endelig skilt definitivt efter flere mindre brud. Denne gang opstod der ikke selvmordstanker, men Morten gik i gang med en medicinsk behandling via egen læge, hvor han fik stillet diagnosen depression. ”Det var på en måde afslutningen på forholdet, som udviklede sig til en regulær depression. Og det var på sin vis en lettelse, for jeg ved, at der er et arveligt aspekt i lidelsen, jeg er disponeret for den, og det hjalp mig meget hurtigt at få medicin,” forklarer Morten, som også følte, at medicinen var afgørende for at holde ham på sporet. Han skulle være en ansvarlig far for sin datter og måtte ikke svigte.

 

Nogle år efter den dramatiske skilsmisse er Morten nu flyttet sammen med en ny kæreste, men denne gang i et forhold, hvor han kan holde sig selv ud, fordi det ikke er en krudttønde. ”Jeg er langt mere autentisk, mere mig selv, i det forhold jeg har nu. Jeg ligger ikke så meget under for, hvordan jeg tror, hun vil have det. Det som jeg lå under for i det gamle forhold, fx en hel masse regler om, hvad jeg måtte og ikke måtte, kan jeg gøre nu, fordi jeg har gjort mig selv mindre sårbar, mindre afhængig. Fx har vi indrettet os økonomisk, så det ikke går galt, hvis den ene må flytte. Jeg føler mig langt mere ligestillet i den her relation, det er nok det vigtigste,” forklarer Morten, som oplever det som en befrielse, at han kan ligge på sin sofa og læse avis, spille høj musik, drikke te eller gå ud og tisse i haven, hvis det er det, han har lyst til, alt sammen områder, hvor han tidligere lagde bånd på sig selv, fordi kæresten ikke kunne lide hans vaner. ”Jeg lod mig jo styre for at gøre hende tilpas. Det mønster er jeg ude af nu. Det kan godt ske, at prisen er, at forholdet er mindre dramatisk og intenst, men til gengæld har jeg fået den ro og den hygge, jeg har brug for, og det er langt sundere for mig. Med det mønster, jeg har med fra min barndom, skal jeg være på vagt og passe på, at jeg ikke ender med kun at være ”tryg i det utrygge”, som det engang blev formuleret for mig. Den risiko er jeg opmærksom på nu, og så vil jeg hellere leve med at kede mig af og til, frem for at søge utrygheden.”

 

Morten mener, at mænds aversion mod at søge hjælp i tide, når de er i krise, hænger sammen med, at mange ser det som et udtryk for en svaghed at bede om hjælp. ”Hvis mænd skal motiveres til at søge hjælp, tror jeg det skal gøres ufarligt. De skal vide, at det ikke er en svaghed, men en styrke at søge hjælp, selv om det lyder banalt. De skal forstå, at det er en styrke at kunne sige til andre: Nu har jeg kæmpet længe nok med mine problemer selv, nu må jeg have hjælp. Personligt synes jeg faktisk, det er sejt, når mennesker, der er i dyb krise, kommer så langt, at de kan sige: ”Nu kan jeg ikke mere, nu skal der hjælp til.”

Morten indrømmer, at han selv har haft svært ved at se i øjnene, at man kan vende tilbage og have brug for hjælp flere gange i løbet af sit liv - at det ikke nødvendigvis er noget, der er ”overstået”, men at man kan få tilbagefald og kan være nødt til at søge hjælp endnu engang. ”Der er noget patetisk over at vende tilbage, det har jeg mærket på mig selv. Men jeg har, efter mine samtaler på centret, rådet flere af mine venner til at opsøge hjælp, og her taler vi om mænd, som normalt aldrig kunne drømme om at opsøge en psykolog. ”Rigtige mænd klarer det selv”, lyder antagelsen. De drikker nogle bajere og går så rundt i flere år og ligner en hængt kat, mutters alene i deres store tomme huse, efter at kone og børn er flyttet ud.” Morten tror, at det afgørende er at få øje på de vigtige vendepunkter i ens liv og så bruge dem aktivt. ”For mig var det et vendepunkt at se sammenhængen mellem mønstret i min barndom og den måde, jeg var i mit parforhold på. Jeg har lovet mig selv aldrig at vælge så belastende et forhold igen – det er jeg færdig med.”

 

Når han har anbefalet andre mænd at søge hjælp, har han ikke tøvet med at henvise til sine egne erfaringer med terapi. ”Det er jo fantastisk. I en terapi kan du få lov at snakke om dig selv i en time i træk Det er faktisk et kæmpe privilegium. Jeg synes, mænd skal se på det som en mulighed for livslang udvikling, et behov, der kan vende tilbage når som helst i dit liv. Du behøver ikke være selvmordstruet, før du søger hjælp. Man kan jo begynde med at søge den via sin egen læge, ” understreger Morten, der også undervejs i en af sine kriser benyttede sig af at ringe til en telefonrådgivning, hvor han fik en meget nyttig samtale med en rådgiver.

 

I dag ser Morten sit liv som fyldt med næring på flere måder, både arbejdsmæssigt, via samværet med sin voksne datter og via sit parforhold. Skulle han få selvmordsfantasier igen, er han ikke i tvivl om, at han kan modstå dem. ”Jeg tror, det er en slags nødvendig ventil, at man har muligheden for at overveje selvmord i en alvorlig krise, men jeg ved i dag, at jeg kan modstå trangen. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg kan have tankerne, men jeg kommer ikke til at handle på dem eller forfølge, hvordan det skulle ske rent praktisk. Jeg tror i øvrigt, at mange mennesker har det sådan. I modsætning til dyr, så kan vi planlægge den slags, forestille os selvmordet, men det bliver ikke aktuelt for mig at føre det ud i praksis.”

 

Du hjælper andre mænd i dit job - og nok også i dit privatliv. Du gør det helt sikkert godt. Du er det, man kalder et mælkebøttebarn, en overlever på trods af de savn og den angst, der prægede din opvækst. Jeg hørte ikke nogen egentlig bitterhed, men måske snarere lidt undren over, at din far lod dig i stikken og reddede sit eget liv med en meget yngre partner og nye børn. Mødet med dig gjorde indtryk, du udstråler følsomhed og situationsfornemmelse. Selv ville du måske sige, at det jo altid var nødvendigt for dig at lodde stemningen, for din mors humør var uforudsigeligt. Du bruger ordet patetisk, ”det må ikke blive patetisk”. Jeg tror, du har knoklet med følelsen af skam over dit hjem, over din mor, over dit forhold til kvinder, over dig selv, over din ensomhed. Du er i dag ikke himmelhenrykt over dit liv, men er nået dertil, at mindre kan gøre det. Du sætter ord på det, du værdsætter i dit nye liv, og du har været i stand til at søge relevant hjælp, både psykologisk og medicinsk, når det var nødvendigt. Du er den helt rigtige rollemodel for mænd, der har brug for hjælp. Tilmed er du et godt eksempel på, at en elendig barndom ikke behøver at fylde det hele. Du forstod nok meget tidligt, at man selv er ansvarlig for, hvordan livserfaringer forvaltes. Og så er det tankevækkende, at du på et tidspunkt erkendte, at nu var der tale om en egentlig depression, der skulle behandles med medicin. Det har nok ikke blot noget med gener at gøre, men også med graden og antallet af belastninger over lang tid. Dine ord om selvmordstanker kan vi alle lægge os på sinde. Som en gammel psykolog sagde til mig: ”Det er noget af et tvivlsomt gode med frontallapperne i hjernen, der bevirker, at vi kan bekymre os om fremtiden og overveje selv at tage beslutning om dødstidspunkt.”