”Det her virker faktisk. Her kan jeg ikke snyde, og jeg kan ikke gøre mig selv hverken værre eller bedre, end jeg er.” Ordene kommer fra Torben, 35 år og ifølge eget udsagn rigtig god til at ”forføre folk med sin talestrøm”, men på Center for Selvmordsforebyggelse har han fået oplevelsen af, at han for første gang ikke kunne vælge den sædvanlige vej.

”Stedet her er blevet min bagdør, en mulighed for at vende tilbage, når jeg ikke kan se andre udveje. Her stopper de min talestrøm, og her kan jeg ikke bilde mig noget ind,” forklarer Torben og peger på, at det vigtige for ham, da han kom til centret første gang, var oplevelsen af, at der ikke blev lagt op til snik-snak, eller nogen form for afslappet holdning til hans selvmordsforsøg og tanker.

 

Følelsen af håbløshed og ”hvis det aldrig bliver bedre, hvad skal jeg så være her for?”, har forfulgt Torben i mange år. Han voksede op med en alkoholiseret far og farfar, og allerede som barn udviklede han rigtig gode antenner for, hvordan andre folk opførte sig. ”På sin vis var det en almindelig barndom, hvor jeg legede med mine venner, men de kom ikke med mig hjem, og min far var ikke just nogen rollemodel. Jeg blev aldrig bekræftet af ham. I stedet opstod et utroligt stort hul i mig, som ikke kan fyldes op. Jeg har altid været tvunget til at lure på, hvad der skete i familien. Det har dannet et giftigt mønster.” Torben blev allerede som barn lynhurtigt i stand til at gennemskue lidt af hvert, en evne, der senere har betydet, at han med lethed kan aflæse alle andre, mens ingen synes at kunne gennemskue ham.

”Det er gået op for mig, at det er et komplekst sind jeg render rundt med, og det er altså ikke let for andre at kigge ind i det. Derfor er det guld værd, at jeg endelig har fundet nogle sparringspartnere her på centret, som jeg kan vende tilbage til, hvis det går galt, ” forklarer Torben, der har kæmpet med på den ene side at have en skarp indsigt i egne væremåder, på den anden side også at have gjort en række dumme ting på trods af den samme selvindsigt. ”Jeg har altid syntes, at jeg var lidt bedre end de andre, og jeg har altid følt, at jeg kunne hæve mig op over dem. Jeg har ofte stivet mig af ved at føle at ” jeg er trods alt lidt bedre”, også når det var tydeligt, at jeg bestemt ikke var det.”

 

Torben blev udlært møbelsnedker tilbage i begyndelsen af 90’erne, men han brugte ikke uddannelsen. I stedet gik han ind i fitness-branchen og fik sig hurtigt en omgangskreds i det, som han betegner som ”det kriminelle festmiljø”. Her kunne alle lide hans væsen og handlekraft, og det blev ham, som rådgav folk i miljøet om, hvordan de skulle lægge deres træning til rette. ”Jeg blev manden med alle løsningerne, jeg havde let ved at omgås dem i deres miljø, og som bare 21-årig var jeg jo også selv nem at imponere, så jeg faldt for miljøet og kunne bevæge mig frit alle steder. Den ene dag kunne jeg gå med slips og næste dag færdes i kriminelle miljøer, for uanset hvor jeg var, kunne jeg læse situationen og slippe af sted med lidt af hvert,” forklarer Torben. Miljøet førte hurtigt til brug af stoffer. Amfetamin blev hverdag, selv om Torben havde en klar fornemmelse af, at det kunne gå galt. ”Men det gav mig en masse energi og glæde! Den her følelse af, at du kan klare alt i hele verden, du er manden på toppen, du tiltrækker andre, fordi du har masser af selvtillid. At det er kemisk fremkaldt er helt lige meget - du søger bare tilbage til den fornemmelse igen og igen.” De første nedture Temmelig hurtigt gik Torben fra selv at være misbruger til også at handle med stofferne, og igen havde han let ved at skaffe kontakter. Han blev manden, der skaffede det, de andre gerne ville have – og samtidig begyndte konflikterne at opstå i hans kølvand. Han blev beskyldt for at tage stoffer til sig selv eller fuske med pengene, og gradvis opstod den første trang til at blive det hele kvit, komme væk, slutte af. ”Jeg var helt i kaos og var ved at ende som en rigtig bums, boede elendigt, i det værste rod, men samtidig, mens jeg planlagde at begå selvmord med piller, tænkte jeg, at jeg lige måtte rydde lidt op og anbringe et par planter, for de skulle jo ikke tro, at jeg ikke havde styr på det! Jeg ville dø med stil, og jeg ville gerne på en eller anden facon, at de skulle huske, hvor god en ven jeg var,” forklarer Torben. Han smiler ved tanken om det kaotiske selvmordsforsøg, som skete i afmagt, men samtidig ikke måtte vise omgivelserne, hvordan han havde det. Han afviser, at selvmordstankerne var et råb om hjælp, for de gange han har forsøgt, har han helt sikkert ønsket at dø. ”Jeg har altid villet det ekstreme. Alting er meget sort – hvidt i mit liv. Enten har jeg været helt oppe eller også helt nede.” Det første selvmordsforsøg mislykkedes imidlertid, for Torben vågnede op igen af sig selv, og husker, at han tænkte, at ”det er for svagt! Det må jeg skjule”. Derefter opstod beslutningen om at kvitte stofferne helt i stedet for, og igen var der tale om et enten-eller. ”Men der gik kun kort tid, så var jeg tilbage i afhængighed. Jeg brugte alle de forklaringer og hjemmelavede regler, som misbrugere gør, og som betyder, at man tror, man kan styre det: ”Hvis bare du ikke tager noget om formiddagen…”så er det ikke så slemt. Jo, jeg kunne alle mulige tricks, men de virkede ikke.” Jobskift og flytninger Andre tricks, som Torben benyttede sig af i de år, var at flytte fra landsdel til landsdel, ligesom han skiftede jobs utallige gange i et forsøg på at ændre omgangskreds og miljø. Men hver gang endte han, hvor han kom fra, som misbruger af kokain og speed, og som den der kunne skaffe stofferne og imponere både venner og damer. På få år skiftede han job 26 gange, men ikke fordi han blev fyret. Ofte skred han bare, forlod jobbet, som regel uden at ringe besked om, at han ikke kom mere. ”Det var selvmål gang på gang”, understreger han. At tabe det hele - og begynde forfra For ni år siden begyndte nedturen for alvor, for nu blev Torben for første gang stoppet af politiet i en stor brandert, han mistede sit kørekort og dernæst sit job. ”Intet kørekort, intet arbejde, min kæreste var lige smuttet, og alligevel blev jeg ved med at tænke at det klarer jeg nok – typisk tænkte jeg, at ”kæresten kan jeg i hvert fald altid få tilbage!” Jeg gjorde alt muligt for at få følelsen af at få det bedre, fx købte jeg en ny smart bil, men jeg blev også konstant skuffet, for det virkede jo ikke. Og det har måske været det sværeste for mig at lære at tackle, disse nedture, hvor de tricks, jeg før tyede til for at få det bedre, ny kæreste, ny bil, nyt sted at bo, osv., ikke hjalp længere! Enten var jeg i det dybeste hul, eller også var jeg verdensmester, en fandens karl, manden på posten, ham alle efterspurgte, fordi jeg i mit eget selvbillede var sådan en, som andre gerne ville have hjælp af.” Torben var god til at lytte og god til at analysere, men efterhånden som han igen og igen blev afhængig af stofferne, ebbede disse evner også ud. ”Jeg begyndte at blive paranoid og bange og tænkte mere og mere over, hvad de andre tænkte om mig, og i de miljøer snakker alle jo om alle.” Lettelsen ved at blive indlagt Det næste selvmordsforsøg var forberedt med en støvsugerslange og en bil, men han kunne ikke gennemføre det. I stedet endte han på psykiatrisk skadestue, hvor en læge fortalte ham, at han skulle indlægges med det samme og ikke måtte tage hjem igen. ”Det var en enorm lettelse, helt utrolig stor. Jeg følte selv, at jeg havde kysset en grænse, og nu fik jeg det skåret ud i pap, at jeg vitterligt var til fare for mig selv. Samtidig gav det mig igen følelsen af, at jeg trods alt var lidt speciel, ikke som de andre, og nu kunne det ikke blive værre.” Men det kunne det. Efter halvanden uge på afdelingen fandt Torben ud af, at noget af den medicin han fik, havde en effektiv euforiserende virkning på ham, og han begyndte at arbejde hårdt på at få mere – med alle mulige forklaringer til følge. Da han blev udskrevet, var han alt andet end clean. Medicinen havde overtaget stoffernes plads, og i de følgende år var han indlagt flere gange. Af og til forsøgte han at skifte kurs, altid på meget ekstrem vis, fx at stoppe med stofferne fra den ene dag til den anden. ”I 2001 havde jeg sådan et forsøg, hvor jeg bare holdt op, og det gav mig også et kick, for jeg følte, at nu var jeg igen speciel. Jeg så godt ud, var ovenpå og min ekskæreste vendte tilbage.” Det perfekte billede Det varede imidlertid kun kort, for da hun mærkede, at Torben’ periode som stoffri ikke holdt, forlod hun ham igen. Mens han var på vej ud i en ny rus, kontakter hun ham imidlertid, fordi det viste sig, at hun var gravid. Det halmstrå greb Torben. Han holdt omgående op med at tage stoffer og med at drikke, mens han planlagde det helt store bryllup. ”Men min adfærd var ikke normal, kan jeg se nu. Jeg var ikke voldelig, men jeg var altid ondskabsfuld, jeg magtede ikke mit liv. Jeg havde det her perfekte billede af, hvordan det skulle være, ligesom på film, den glade familie, hvor jeg selv var i centrum som den perfekte far, for jeg har altid elsket børn og har jo lidt af en indre gadedreng i mig.” Drømmen brister Drømmen bristede hurtigt, for efter fem måneder vil Torbens kone skilles, og parret gik fra hinanden, men han bevarede kontakten til sin lille datter. Nu fulgte fem år, hvor et nyt mislykket forsøg på selvmord fik ham til at gå på afvænning, men hvor flere år uden stoffer igen blev afløst af, at Torben ikke kunne styre uden om fristelsen til lige at prøve en enkelt gang mere, altid ud fra troen på, at ”jeg kan styre det.” ”På mange måder får man jo en masse positiv feedback i miljøet, når man er clean. Det kan godt være glamour i en periode, og jeg bliver så den, der kan hjælpe de andre. Men det her med at vise, at man har rygrad, det giver kun point i en vis tid, så ebber det ud.” For to år siden mistede Torben herredømmet over sin knallert efter fire års total afholdenhed fra spiritus og stoffer. Han lå i koma i seks dage på hospitalets traumecenter og er bagefter klar over, at han har været tæt på at blive varigt invalid. ”Min ekskone, som kom på hospitalet med vores datter, sagde til mig, at det her ville hun aldrig tilgive mig, og det kan jeg godt forstå. Det er en voldsom oplevelse for et barn at se sin far sådan, men hun har heldigvis aldrig set mig påvirket af stoffer,” forklarer Torben, som nogle måneder efter ulykken genoptog sin mulighed for at få nogle samtaler på Center for Selvmordsforebyggelse. De realistiske mål Det er samtaler, som fokuserer på, hvad der sker, når han igen og igen bliver kastebold for de tilfældige vinde, der nu blæser. Hans selvopfattelse går fra, at han føler sig uundværlig til at han føler sig værdiløs, og han har rigtig svært ved at acceptere den truende følelse af tomhed. ”Jeg skal helst føle mig som noget særligt, og det gør det vanskeligt for mig at finde nogle realistiske mål,” forklarer han og giver som eksempel, at han ofte forestiller sig, at han skal have en helt ny uddannelse, men det skal helst være en akademisk, fordi det vil give ham status, og samtidig ved han, at han næppe har tålmodigheden til at læse i mange år. ”Det har igen at gøre med enten at være en fandens karl eller et stort nul, men jeg er ved at lægge min beundring for den akademiske verden væk. Jeg tror ikke, det er vejen frem, for at jeg kan genvinde troen på mig selv.” Medicin mod udsving I Center for Selvmordsforebyggelse bliver konklusionen, efter samarbejde med en psykiater, at Torben skal have medicin, der regulerer hans mange skiftende stemninger, så han bliver mere stabil og ikke ryger helt ned i bund eller helt op. Han får en diagnose, bipolar sindslidelse, det som før hed maniodepressiv, og det virker som en stor lettelse på ham. Medicinen holder ham stabil – og om samtalerne med psykolog og psykiater siger han: ”Det kan ikke understreges nok, at de har reddet mit liv. De har hjulpet mig med at knække koden til mit sind. Det er en kæmpe lettelse, at jeg har fundet en løsning, og at der findes en medicin, som virker - uden at jeg bliver afhængig af den.” Samtalerne får Torben til at føle, at han har fundet et sted, hvor han kan droppe sin facade og smide håndklædet i ringen. For selv om han kan se, at han har styr på stofferne igen og holder sig fra kriminalitet, kan han ikke alene håndtere sine stemningsskift. Samtalerne støtter ham i at få en nødvendig indsigt i sig selv og de konstante svingninger. ”Her stryger de mig ikke med håret, jeg bliver faktisk taget alvorligt,” forklarer Torben, som ikke længere er truet af selvmordstanker, måske fordi han føler, at forholdet til hans datter beskytter ham. Han pointerer, at han har set i øjnene, at han er nødt til at have respekt for de depressive sider i sig selv. Respekt for sygdommen ”Jeg har fået større respekt for depression, end jeg har for kokain. De sider af mig selv, der har med depression at gøre kan drive mig i døden,” siger Torben, som arbejder hårdt for at opnå en større tålmodighed med sig selv, så det almindelig kedelige dagligdags liv også bliver til at bære. ”Jeg pisker jo let en stemning op, fordi jeg vil holde tomheden i skak. Samtidig er det faktisk min natur at være en glad dreng, der gerne vil hjælpe andre, men jeg skal også undgå trangen til at være overmenneskelig og behovet for det glamouragtige liv,” forklarer han. Via samtalerne i centret og en længere proces, hvor han har haft hjemmearbejde med at udfylde skemaer, som registrerer hans stemninger fra dag til dag, har han fået et detaljeret kendskab til de mange udsving. ”Nu ved jeg, at hvis jeg på en skala fra 1 til 10 ligger på 3-4 stykker i nogle dage, så behøver jeg ikke at bilde mig ind, at det hele går galt, for som regel er jeg oppe igen efter et par dage. Jeg har det nok sådan, at jeg helst vil ligge på 6-7 stykker. Det er sådan, jeg har det bedst, jeg kræver måske lidt mere end de fleste,” mener Torben, der hele tiden prøver at rive de glansbilleder i stykker, som noget i ham ser som ”det perfekte liv”, hvor man både skal bo perfekt, være den perfekte far og have den rigtige kæreste. ”Jeg har haft mange kærester, der har beundret mig, men som aldrig har givet modspil. Jeg vil gerne have, at min næste kæreste også kan se det i mig, som er håbløst, frem for altid at se mig som et lys.” Hverdag med datteren Det er i samkvemmet med datteren, at Torben kan se, at han kan yde en indsats, som handler om at give hende tryghed, den tryghed han aldrig selv fik som barn. ”Bare at følge hende til gymnastik og gøre det på samme måde hver gang! Få nogle traditioner sammen, drikke varm kakao, sidde og vente på hende, mens hun er til gymnastik, det er godt. Jeg har fået større tålmodighed nu og kan faktisk godt finde ud af at sidde i cafeteriet og vente på hende i en time. Hvis nogen havde gjort det for mig, da jeg var barn, ville jeg have været glad. Og jeg tror, det betyder noget for hende, at hun kan sige ”jeg har min far med”. Jeg tror også, at hun tolererer mig som jeg er. Hun stoler på, at jeg er der. Det passer mig fint, og det er måske et tegn på, at jeg ikke er helt så rodløs længere.”

 

Din historie siger så meget. Ikke mindst fordi du med dit sprog går så tæt på smerten ved både at forføre sig selv og andre. De, der læser din historie, vil måske tænke for negativt om dit liv – på kanten af loven i mange år. Ja formentlig meget tit på den forkerte side. Din evne til at begå dig i forskellige miljøer var helt troværdig. Ved én samtale kunne du have bermudashorts og undertrøje på, hvad der afslørede meget omfattende tatoveringer. Næste gang var du i habit. Så lignede du en succesrig indehaver af et større it-firma. Du var glad for dine tatoveringer, ”for jeg vil altid være en outsider og der er nogle signaler i dem”, og selv jeg kunne se, at de var æstetiske og kunstneriske. Egentlig har du jo ikke bare været ustabil. Du har passet det samme trivielle job i flere år. Det var dig imod at ændre det, men du blev næsten presset til det, fordi du manglede udfordringer og følte, at det hele blev ligegyldigt. Vi talte en del om kontrol, som du havde haft brug for over for stoffer og kriminalitet. Du mente heller ikke, at du kunne drikke alkohol, fordi du opfattede dig som født alkoholiker med den familiebaggrund. Alligevel var du bange for at miste kontrollen: ”Jeg kan få fikse ideer, der kan blive fatale.” En enkelt gang var på det et hængende hår, at du mødte til samtale i stedet for at tage til Jomfru Ane Gade i Aalborg. Du har stadig et personligt job med at skabe sammenhæng i det brudstykkeagtige liv, du har haft. Vi talte også om, at et mål i dit liv kan være at finde en kæreste, der kan gennemskue dig og ikke bare beundrer dig. Hun skal kunne se, at du hverken er et stort nul eller et underkendt geni, men et menneske med stærke og svage sider, ligesom alle andre. Hidtil tror jeg, at din datter har været din vigtigste beskyttelse mod selvmord. Godt du har hende.