En bestemt episode står stadig stærkt i Jons erindring. Han var på det tidspunkt 24 år og havde siden sin studentereksamen kæmpet med manglende tro på sig selv, en usikkerhed, han jævnligt dækkede over ved at drikke sig beruset. Hver gang med det resultat, at hans tristhed og usikkerhed blev øget, når rusen aftog. Følelsen af at bære på en facade, som slet ikke var i overensstemmelse med, hvem han virkelig var, blev stærkere.

En nat på et diskotek med vennerne fra fodboldklubben gik han ud på toilettet, smadrede et glas og brugte skårene til at skære sig selv i brystet og armen. Derefter gik han blødende tilbage til de andre. ”Det var jo en meget dramatisk måde at råbe ”SE MIG” på! Men det var ikke kun den episode, som fik mig til at indse, at alting ikke var som det burde være. Det var nok mere en generel nedtrykthed og manglende glæde i mit liv, der fortalte mig, at noget var galt,” husker Jon.

 

Om det at gøre skade på sig selv siger han: ”Det har aldrig været et ønske om at dø, men altid et råb om hjælp. Jeg har haft mange selvmordstanker, men når jeg har skåret mig, har jeg altid ringet efter nogen, som kunne hjælpe mig. Samtidig har jeg været flov over det. Det er stærkt pinligt at gøre den slags, og det er meget svært at tale med andre om det, fordi man skammer sig bagefter.” Det var episoderne, hvor han skar i sig selv, der på et tidspunkt førte til, at Jon kom til samtaler på Center på Selvmordsforebyggelse. I de første seks samtaler på centret blev hans generte side og besværet med social kontakt til fx pigerne også berørt, men da det kom til stykket, ønskede han ikke at arbejde videre med, hvordan han kunne komme af med sine hæmninger i ædru tilstand.

 

Først seks år senere, hvor han igen havde haft en række nedture og genoptaget mønstret med at skære i sig selv, gik det op for ham, at han havde mulighed for at vende tilbage til centret og fortsætte samtalerne, hvor han slap. Det var i mellemtiden lykkedes ham at få gennemført en uddannelse, som han kunne lide, oven i købet med udmærkelse i form af en lærlingepris, og det gik op for ham, at den indre vilje, han havde haft i brug til at gennemføre sin uddannelse, også kunne bruges på andre sider af livet.

”Jeg forstod, at jeg skulle ændre på et grundlæggende mønster, hvis jeg ville videre. Jeg var på det tidspunkt igen begyndt at skære i mig selv, jeg kørte også spritkørsel flere gange, og jeg mistede mine kærester. Jeg var i stigende grad til fare for mig selv, og hver gang var det tristheden, som havde den indflydelse. Når tristheden kom op i mig, blev jeg bange. Det var en erkendelse, som blev godt hjulpet på vej af en tidligere kæreste, så jeg kan kun sige: Lyt til dem, som du ved, kender dig rigtig godt!” På det tidspunkt sendte han bud efter sin journal for at se på, hvad der var sket under de første samtaler. ”Jeg havde helt glemt, at jeg faktisk selv afbrød forløbet dengang. Nu kunne jeg læse mig frem til, hvorfor og se, at det var fordi jeg ikke magtede at ændre mig for alvor. Jeg var ikke parat.” Jon husker fra sin barndom og ungdom, at identitetsproblemerne først for alvor satte ind, da han var færdig med gymnasiet og ikke kunne bestemme sig for, hvad han skulle uddanne sig til. Han boede i en ungdomsbolig og begyndte på et par forskellige uddannelser, men afbrød dem begge. Gradvist voksede følelsen af, at der var en afgrund mellem de forventninger, han havde til sig selv og den virkelighed han var endt i.

 

For at dække over sin usikkerhed forstærkede han livet som ”vild, selvhadende ung mand”, for når han var beruset forsvandt genertheden og følelsen af facade, og det blev lettere at være i kontakt med andre mennesker og med pigerne. Til gengæld blev han ramt af voldsom tristhed og håbløshed, når han først på morgenen vendte hjem fra sine drukture og fandt sig selv alene.

”Jeg var ikke glad for min hverdag, følte nærmest en stor afmagt. Det at gå på druk blev en slags ventil, men det var ikke mit sande udtryk. I byen skulle man forstille sig og give den gas. Samtidig betød det mange nedture efterfølgende. Jeg skammede mig over mig selv, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville i en alder af 23 og ikke syntes, jeg havde noget at bygge videre på.”

 

At få styr på sit alkoholforbrug og at arbejde med et meget lavt selvværd var nogle af temaerne i de første samtaler på centret. Samtalerne kredsede også meget om de afbrudte uddannelsesforløb og om Jons drømme og ønsker om at finde frem til den helt rigtige uddannelse. Han gik samtidig ind på at sige ja til antabus i en periode, selv om hans holdning var, at antabus var for alkoholikere, og fest-druk et par gange om ugen var vel ikke alkoholisme? Alligevel indså han, at den tristhed, han altid endte i efter sine drukture, forværrede hans følelse af håbløshed og førte til begyndende depression.

 

”Jeg har altid drukket meget som ung, fordi det fik mig til at føle mig modig. Jeg er genert og er af natur indadvendt, men når jeg drikker, bliver jeg udadvendt, smider alle hæmninger og tør gøre vilde ting. Det bekymrede mig ikke så meget som helt ung, og da jeg kom i militæret lærte jeg for alvor, hvad det vil sige at drikke igennem med vennerne. Jeg kan se nu, at jeg ledte efter min identitet og prøvede at få den skægge, sjove og udadvendte side frem, men jeg accepterede ikke den følsomme side af mig selv.”

 

At turde rumme de triste følelser og ikke skære i sig selv for at få opmærksomhed blev temaerne i de nye samtaler. Samtidig kom samtalerne også i høj grad til at handle om, hvad det var, han oplevede, når han skulle skabe kontakt med andre mennesker uden at være fuld.

 

”Jeg fik nogle helt konkrete øvelser som hjalp mig til at se på min sociale angst og min angst for, hvad andre så i mig. Jeg har altid frygtet, at blive gennemskuet. At alle og enhver kunne se og aflæse min usikkerhed udvendig,” husker Jon. Ved en af samtalerne på centret fik behandleren Jon med på at afprøve et spontant rollespil, hvor han skulle møde en kvinde (en sekretær på centret) og tale med hende uden at kende hende på forhånd. Det var en konkret øvelse, som gik ud på at skabe kontakt med en fremmed. Øvelsen viste med al tydelighed, at ingen rent faktisk kunne se eller mærke på Jon, hvilken indre spænding og nervøsitet han blev ramt af.

 

”Konklusionen var, at jeg roligt kunne gå i byen og øve mig eller prøve at skabe kontakt i ædru tilstand, hvis jeg mødte andre mennesker i fx bus eller tog, for ingen ville overhovedet kunne se på mig, hvor usikker jeg var. Det var meget overraskende for mig at finde ud af, og jeg blev virkelig berørt af den øvelse på centret og kom til at græde bagefter. Vi var inde, hvor det gjorde ondt og det ramte mig dybt,” forklarer Jon. Temaet blev bagefter at forstå og acceptere sin egen følsomhed og lade den få plads, men uden at tro, at alle og enhver ville kunne se den. På samme måde med tristheden, som Jon også skulle lære at acceptere som en del af hans indre.

 

"I dag har jeg det sådan, at jeg faktisk kan mærke det, hvis jeg er trist – og jeg kan se det i øjnene på en mere venlig og accepterende måde, ikke lade mig skræmme af det eller forsøge at skræmme det væk. Jeg har erfaret, at det opløser sig af sig selv.”

 

På opfordring fra behandleren har Jon fulgt kurser i den teknik, som hedder mindfullness. Det har hjulpet ham til at bryde de negative tankespiraler, som ellers ofte gør ham nervøs, og det har i høj grad hjulpet ham til at være mere til stede i nuet og ikke overanalysere sine egne reaktioner eller oplevelser, men i højere grad se på, hvad der sker, give det plads og undgå at forsøge at flygte, fx via alkohol. Teorien bag mindfullness går ud på at træne den enkeltes opmærksomhed og evne til at kontrollere egen opmærksomhed. Hvor man i kognitiv adfærdsterapi undersøger og ændrer tanker og antagelser, vil man i mindfullness lære at lade de evindelige bekymringstanker fare – lade dem være uden at lade sig gå på af dem på samme måde som før.

”Jeg kan stadig få meget negative tanker, som overmander mig, men min tilgang til og forståelse af dem er anderledes. Når jeg fx har været i selskab, en familiefest eller lignende, kan jeg bagefter blive overvældet af tristhed, udmattelse og træthed, og så kan der igen dukke selvmordstanker op, men jeg har lært nogle teknikker, som gør, at jeg ikke bliver bange. Fx kan jeg bruge åndedrættet og fokusere på det, så jeg ad den vej kan fjerne fokus fra tristheden og lade den fortone sig. På den måde føler jeg ikke, at de triste tanker styrer mig,” forklarer Jon, der aldrig har fået medicin mod depression. ”I de samtaler jeg har fået på centret, har jeg rykket mig så hurtigt, at medicin aldrig er kommet på tale. Det er en mulighed, som ikke er blevet nødvendig. Jeg erkender i dag, at jeg får tilbagevendende depressive symptomer, men nu kan jeg handle i forhold til dem.”

 

Jon har også afprøvet et andet drastisk skridt – han valgte at sende en mail til familie og venner, hvor han beskrev sine nedture og den behandling, han havde valgt at få i form af samtalerne på centret.

 

”Min tanke var, at hvis jeg kunne fortælle folk, at jeg selv accepterer, hvordan jeg er og så melder det ud til omverdenen, så ville folk bedre kunne forstå det. Men virkeligheden har været, at mange faktisk havde svært ved at rumme det, også folk, der var tæt på mig. Depression, selvmordstanker, det er tabuer, som mange ikke kan forholde sig til. Kun meget få tog det op med mig, og det var jeg skuffet over, men omvendt, så har jeg også måttet indse, at jeg ikke kan tale med alle om alt. Jeg har desuden måttet bryde med nogle af de steder, hvor jeg kun var facade og ikke kunne vise mig som jeg er, fx i den sportsklub, jeg kom i. Det er klart, at der bliver sat spørgsmålstegn ved dig i den sammenhæng, hvis vi er ude socialt, og jeg så ikke vil drikke. Hvis jeg forklarer, at jeg ikke kan tåle det, vil reaktionen lyde ”du fejler da ikke en skid, du er helt normal”, forklarer Jon.

 

”Nogle af mine nærmeste er gode at snakke med og kan rumme det hele, fx min søster, men andre har sværere ved at forstå, hvad det handler om. Jeg tror, det er vigtigt, at selv om du personligt er parat til at tale om dine største problemer, kan du ikke altid være sikker på at møde forståelse hos dine omgivelser. Det er en svær erfaring at gøre sig, når du forventer at folk i din omgangskreds vil dig det bedste. Men nu, hvor jeg selv bedre kan afgøre, hvad jeg ønsker at bringe frem, går jeg også mindre op i, om folk kan acceptere det eller ej. Min behagesyge, mit ønske om at være andre tilpas, er væk.”

 

Jon er ikke længere på antabus, men han er blevet langt mere forsigtig med at drikke og især har han lært at stoppe i tide, så han undgår trætheden og ensomheden ud på de små timer. ”Jeg kan bedre lide at løbe end at drikke,” konstaterer han. Løb er blevet et redskab, ligesom mindfullness, som kan ændre hans humør og få ham til at føle sig bedre tilpas.

 

”Løb er ligesom mindfullness med til at få luft til tankerne, og en stærk fysik har desuden positiv indvirkning på dit velbefindende og dermed også din psykiske balance. Jeg har altid løbet meget og tidligere har det været på egen hånd og selvtræning. I dag er jeg medlem af en løbeklub, jeg deler oplevelsen og træning med andre, hvad der også er med til at motivere mig yderligere,” forklarer Jon og understreger, at hvis hans liv går skævt igen, vil han ikke være bange for at søge hjælp. ”Jeg vil hverken være bange for at søge hjælp eller bange for at tage antabus igen, og da slet ikke bange for at gå til psykolog. Fornemmelsen af, at tågerne letter efter en række samtaler, beviser virkeligt, hvorfor det nytter at tage hånd om problemerne. Men det kræver erkendelse, indsats, vedholdenhed og en accept af, at det er hårdt at arbejde med sig selv. Jeg har fået meget mere ro i mig selv i dag. Den nervøsitet, jeg tidligere følte som en slags konstant rastløshed og dirrende uro inden i, den er væk. Jeg lever mere i nu’et, hvor jeg før tog alle bekymringer på forskud,” forklarer Jon samtidig med, at han erkender, at det har krævet et meget stort mod at kunne tale om de allermest pinagtige følelser.

 

”Jeg tror, at mange mænd vil tænke som mig i den situation: Har jeg virkelig brug for en psykolog for at få hjælp? Underforstået: Er jeg sådan en? For at turde søge hjælp skal du rent faktisk kunne identificere dig med, at du er syg eller har problemer. Jeg var selv meget bange for psykisk sygdom, da jeg var ung, og det at have psykiske problemer passede slet ikke med billedet af mig selv som en dygtig fodboldspiller, en der har været i militæret og burde kunne klare sig selv. I mit verdensbillede skulle det hele bare være perfekt, og den eneste måde, jeg kunne bryde det på var ved at blive dramatisk og skære i mig selv, som udtryk for magtesløshed. Jeg vidste slet ikke selv, hvad en psykolog var, det havde jeg aldrig tænkt over,” forklarer Jon.

 

I det brev, han skrev til sine venner slutter han af med at fortælle om den liste af problemer, som han har arbejdet sig igennem via samtalerne med psykologen i Center for Selvmordsforebyggelse, herunder blandt andet at smide facaden, at se på sine forventninger til andre, angsten for psykisk sygdom og behovet for at rumme følelser og få en større indre ro. I brevet slutter han med at skrive: ”Jeg har ingen problemer med at nævne disse ting for jer, for jo mere jeg taler om dem, jo bedre forstår jeg dem (…) Den største udfordring for mig har været at smide facaderne. Derfor har jeg besluttet at sende denne mail til de omgivelser, som betyder meget for mig. I behøver ikke gøre andet end at lytte og hvem ved, det kan være I med denne mail også synes, at I får svar på nogle ting.”

 

Du har faktisk været i kontakt med centret tre gange, da du var 23, 29 og 31 år. Det er derfor, at vi under interviewet kaldte det for en rigtig udviklingshistorie. De to sidste forløb tog du selv initiativ til. Du har altid været en sympatisk ung mand, men først gradvist viste du, hvor uoverkommeligt livet kunne være for dig. Du var usædvanlig på den måde, at du ofte har skåret dig, ofte blev godt beruset og ikke kunne fortælle med ord, hvordan du havde det. Selvmordstankerne kunne være overvældende, og du har i perioder været i stand til at handle desperat. Din generthed sammen med et krav til dig selv om flotte præstationer bevirkede, at tomheden var mest ubærlig efter en flot præstation, når andre ville have slappet af og været lidt stolte af sig selv. At du magtede at acceptere pauser fra alkohol med antabus var meget ansvarligt og helt nødvendigt for ikke at køre dig selv endnu længere ud. Fra starten beskrev du dog en følelse, som ikke mange unge vil være ved, nemlig skamfølelse. Du kommer jo fra et godt hjem, hvor det at kludre i sin karriereplanlægning, kan få en ung mand til at skamme sig over ikke at leve op til forventningerne. Du har nok, som så mange andre, i tankerne overdrevet, hvilke forventninger dine forældre havde. De ville vel først og fremmest gerne se dig nogenlunde glad. Da du var 23, var du til tider ret passiv, hvilket kan beskrives som ”undvigeadfærd”, det brugte vi senere også tid på at ændre. Du havde blandt andet den antagelse, at næste gang du gik i gang med en uddannelse, skulle det være den helt rigtige og samtidig give mange penge. Så er der ikke plads til fejltagelser længere, og derfor blev du passiv og bange for at vælge. Generelt er det rigtig nyttigt at få sat fokus på de leveregler, man sætter op for sig selv, nogle fortjener faktisk at blive kasseret. Der er ingen tvivl om, at du gerne ville være vennernes ven og brugte rigtig mange penge i byen. Først da du begyndt at acceptere, at du var en følsom, men ikke sart, ung mand, der altid havde været mere indadvendt og genert end du ville være ved, var du i stand til at se, hvordan du begrænsede dig selv med tankerne om, hvordan du mon så ud i andres øjne. Forhåbentlig bliver det dermed lettere med kvinderne, hvad der er noget, der tyder på. Jobmæssigt er du jo havnet godt, men hvis det på et tidspunkt ikke længere er det rigtige for dig, håber jeg, at du vil mærke det og have mod til at tage en ny beslutning. Din målsætning var at blive bedre til de rene meldinger, et rent ja og et rent nej. Håber du stadig øver dig.