”I mange år brugte jeg den skrøne om mig selv, at jeg var ”professionel” i forhold til mit arbejde ved politiet. Jeg kunne håndtere det. Men når jeg blev berørt af, hvad jeg oplevede, fik jeg faktisk ondt i maven, og jeg fik det gradvist mere skidt, blev aggressiv og irritabel. Til sidst nåede jeg til den konklusion, at jeg ikke kunne håndtere det.”

Per, der er 45 år, arbejder ikke ved politiet længere. Han erkender, at han har rigtig mange lig i lasten med sig fra de 20 års ansættelse, men også gamle leveregler helt fra barndommen har været medvirkende til, at han kom i alvorlig krise som voksen og fik selvmordstanker.

”Dengang jeg var ved politiet, var der ingen hjælp at hente, selv om du blev udsat for nogle virkelige alvorlige hændelser, som for eksempel at finde indebrændte lig efter bilulykker. En såkaldt ”debriefing” efter en stor ulykke, bestod typisk af, at vi sad 10-20 mandfolk sammen i et rum og så blev der spurgt om ”der var nogen, der havde det skidt...?” Så kiggede de professionelle politifolk jo lige på hinanden og tænkte nok ligesom jeg selv gjorde: Jeg skal ikke have sagt noget! Og så blev det til, at ingen sagde noget ud over ”skal vi ikke ha’ noget frokost?”

Per vurderer, at politiets håndtering af de oplevelser, som politifolk kommer ud for, har ændret sig radikalt siden dengang. Kolleger, der udsættes for ekstreme situationer, får tilbudt individuel krisehjælp, og det er ikke længere et frivilligt valg, men noget man skal tage imod. Per fik derimod ingen hjælp og kom derfor til at bære på en række belastende billeder– scener fra ulykker, som han stadig drømmer om næsten ugentligt.

 

”Jeg vågner op og er badet i sved og har det skidt med mig selv en times tid efter. Jeg har mødt masser af folk, både fra politi og Falck, som har det lige sådan. Men faktisk er det meget svært at tale om. Selv holdt jeg helt op med det efterhånden, for folk, der ikke er i branchen, reagerer tit ved at udbryde: ”Argh, vil du ikke lige stoppe...”, og jeg var også bange for, at det kom til at virke som en slags underholdning, og at andre ville tænke: Han tror, han er noget. Den slags beretninger kommer let til at virke, som om man vil være noget særligt,” siger Per.

Per giver endnu et eksempel på, hvor lidt der blev talt om følelser mellem politifolk dengang, han var i korpset. Han og en kollega blev kaldt ud på en gård, hvor landmanden havde været ude på sin jord sammen med sin lille søn. Mens landmanden var uopmærksom et øjeblik, faldt sønnen i et vandhul. Da politiet kom frem, var der ikke noget at gøre. Per og en kollega måtte konstatere, at den lille dreng var død, men de forsøgte naturligvis genoplivning. Faderen brød sammen for øjnene af de to politikfolk, og Per husker tydeligt køreturen tilbage til politistationen, efter at Falck havde hentet drengen.

”Vi sad bare i bilen, vi to betjente, og ingen af os sagde noget som helst, men jeg kunne mærke det voldsomt i maven, så jeg undertrykte flere gange en hulken og tårerne løb fra mig. Men min kollega var helt tavs og spurgte ikke om noget. Vi sagde ikke et ord til hinanden om det, vi havde oplevet.”

 

Per har erfaret, at det er virkelig vanskeligt at få lov til at fortælle om den type traumatiske begivenheder, også i den helt nære familie. I sit mangeårige første ægteskab undlod han helt at sige, hvad han var udsat for.

”Det kan man ikke byde sin familie. Jeg syntes ikke, jeg kunne byde min kone det. Men konsekvensen var, at jeg tit blev anspændt og hidsig. En anspændthed jeg ikke kunne give udtryk for, så jeg smadrede porcelæn og den slags, eller slog i rattet, når jeg kørte bil. Jeg blev indelukket og mut, sur, umulig og umedgørlig. Jeg levede med en knude i mig, som jeg ikke kunne komme af med, og min kone oplevede mig som både vanskelig og dominerende. Det eneste, som lettede mig og fjernede anspændtheden, var at dyrke sport. Når jeg var fysisk anspændt, fandt jeg et åndehul i sporten. Jeg havde det altid bedre efter en løbetur. Jeg var helt afhængig af det.”

For otte år siden forlod Pers kone ham efter otte års ægteskab. Hun tog hans dengang 5-årige datter med. Ud over dette barn havde Per en søn fra et tidligere forhold, men ham havde han gradvist mistet kontakten med. Allerede ved dette første store brud i hans liv, da han var omkring 35 år år, var Per i voldsom krise og forsøgte selvmord ved at kulilteforgifte sig i sin bil i en skov. Men i sidste øjeblik fortrød han, fik åbnet døren og kom ud. Det at blive forladt endnu engang og se endnu en kernefamilie gå i opløsning, bragte selvmordstankerne tilbage.

Denne gang tilrettelagde han det som hængning og havde allerede placeret rebet i huset. Men da det kom til stykket, blev Per i tvivl om metodens sikkerhed, og om hvorvidt det ville gå hurtigt eller langsomt, måske fordi han som politimand havde set forskellige udfald af selvmordsforsøg.

 

Per mener selv, at noget af det, der har beskyttet ham mod at udføre selvmordsfantasierne har været tanken om børnene. ”Det var tanken om dem og det ansvar, jeg havde over for børnene, som kom i vejen. Det at sige definitivt farvel, aldrig at skulle se min datter vokse op, da forstod jeg, at jeg ville miste det, som var mig allerkærest, og på det punkt kunne jeg mærke, at den kærlighed, jeg har til mine børn, er ubrydelig. Den vil vare resten af livet, også selv om man ikke altid har det let sammen. Jeg havde da også skrevet et langt afskedsbrev, men samtidig var jeg godt klar over, at mine børn ville vokse op med et stort hvorfor?”

Per formåede at stoppe sit selvmordsforsøg og kontakte sin søster, som han har et nært forhold til. Sammen kørte de til psykiatrisk skadestue, hvor Per blev indlagt. Her vurderede man, at Per ikke var psykotisk, og han fik en akut henvisning til samtaler på Center for Selvmordsforebyggelse.

 

I samtalerne på Centret blev Per gradvist mere klar over, hvor sårbar han var over for brud og over for at blive forladt, og han blev klar over, hvor ramt han var af de traumer, han havde været udsat for i sit arbejde hos politiet.

”Generelt tror jeg, at mænd er langt mere sårbare end kvinder, når det gælder brud. I samtalerne gik vi langt tilbage i mit liv og det skabte klarhed over, hvor kernen ligger i min egen sårbarhed. Grundlæggende er jeg vokset op med en følelse af, at jeg ikke er noget værd, og jeg har brugt meget af min barndom på at synes, at det var synd for min mor, ikke for mig. Det har været en overbevisning, nærmest en af mine leveregler, at det var synd for min mor, og at det nok var min skyld – at jeg burde være en bedre dreng. Når det siden er gået galt i mine ægteskaber, har jeg tit stået med tanken ”Hvad har jeg nu selv gjort forkert?”

Min partners andel har jeg ikke kunnet se, i stedet blev problemerne rettet indad, og jeg gik bare med følelsen af, at jeg hele tiden gjorde noget galt. En anden leveregel, jeg voksede op med, var, at hvis jeg ikke altid er nummer et, så er jeg et nul. Det har gjort, at jeg som voksen i mange år har stræbt efter at være perfekt.”

 

Pers barndom var stærkt præget af, at hans egen far forlod hans mor, da Per ikke var ret gammel – til fordel for en anden kvinde. Pers mor stod tilbage med tre børn, en søn og to døtre. ”Det værste for os var, at vores mor blev ekstremt bitter. Hun var jo en ung flot kvinde, da min far rejste, hun skulle have haft en anden mand. Men for hende blev alle mænd nogle skarn, og min far gjorde hun til Fanden selv. Det er virkelig frygteligt, at hun aldrig fandt en anden, vi ville alle have haft godt af det. I stedet voksede vi op i en forgiftet atmosfære af, at mænd var skurke, og at det var synd for mor.” Kontakten til faderen blev aldrig god. Han betalte sig ud af forholdet til børnene med fine julegaver, men boede så langt væk, at de sjældent så ham. Per mener, at grundlaget for hans egen sårbarhed i forhold til at blive forladt er dannet her. ”Jeg har altid haft ekstremt svært ved at være alene. Man siger, at det er kvinden, der vil bygge rede, men i mine forhold har det næsten været omvendt. Jeg har haft et stort behov for tryghed – og straks efter mine brudte forhold er jeg begyndte at ”date igen”, fordi jeg går helt i panik ved udsigten til at blive alene.”

 

Idealet om den ægte kernefamilie, hvor man altid er sammen, og altid har det godt, fik Per også bearbejdet i samtalerne på Centret. Gennem samtalerne begyndte han gradvist at få et mere realistisk indblik i, hvorfor skilsmisse nr. to også var nødvendig. Selv om han igennem lang tid stadig var deprimeret og fik medicin for at dæmpe de mange nedture, satte samtalerne ham også i gang med en proces, som rummede flere udviklingsområder, blandt andet at give slip på ansvaret for sine ekshustruer, få en bedre balance mellem lyst og pligt og få mod på at vise sine mere følsomme sider frem.

 

”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var i en virkelig svær krise og havde en depression. Men gennem den proces, som samtalerne satte i gang, er jeg blevet bedre til at være ærlig over for mig selv. Jeg ønsker mig ikke tilbage til den macho-verden, som politiet stod for, hvor man murer sig inde med sine følelser, for det var alt for facade-præget. Det er jo en rolle at være politimand, men man risikerer at komme til at bære på den hele tiden. Problemet er, at vi er vidt forskellige inde bag uniformen, og det er forskelligt, hvad vi kan tåle at blive udsat for.”

 

Per er nu i et nyt forhold, som har varet nogle år, I det nye forhold har han besluttet at spille mere ærligt ud med, hvordan han har det. ”Jeg fik sagt fra begyndelsen af forholdet, at jeg har mange lig i lasten. Jeg har virkelig lagt alle kort på bordet, fortalt alt, hvad der var at fortælle. Min nuværende kone er god til at håndtere det og har en stor tålmodighed. Mit udgangspunkt har været, at hvis jeg begyndte at spille med fordækte kort i det forhold også, fx ved at forsøge at dække over, når jeg har det skidt, så vil jeg få den samme knude i mig, som jeg har haft tidligere. Samtidig har jeg fået en kone nu, som kan sige fra, hvis hun ikke er tilfreds, og det skaber faktisk tryghed, for man ved, hvor man har hinanden. Men min gamle illusion om, at et parforhold altid er lysegrønt, den er jeg kommet af med. Der skal også være plads til uenighed.”

Alligevel er Per ikke i tvivl om, at forladthed og forholdet til kvinder stadig er hans ømme punkt. Han mener selv, at han kan tåle ekstreme belastninger af mange grader, men at blive forladt i et forhold rammer ham allerhårdest. ”Jeg var meget længe om at komme over sidste skilsmisse, og jeg skulle lære at sætte grænser for, hvor meget jeg skulle blive ved med at se min ekskone og gå hende til hånde med praktiske opgaver og så videre.

 

For jeg har åbenbart ikke nogen god evne til at sige farvel.” At skabe åndehuller Et andet vigtigt tema, som blev sat i gang i samtalerne på centret, har været et brud med levereglen om at skulle være nummer et og leve et perfekt liv, også materielt set. ”Jeg er blevet bedre til at gå på kompromis med andres opfattelse af, hvad der er perfekt. At ens verden ikke behøver at bryde sammen, fordi der ligger en sok og flyder. Men vi har også valgt at ændre vores prioriteringer og fx sælge et stort hus og købe noget mindre. Det har givet os luft, vi kan rejse mere, og vi har plads til det uforudsete, hvis en af os fx bliver arbejdsløs. Det giver mig helt klart en anden ro, og vi mangler jo ikke noget. Vi bor fint, selv om vi har mindre plads.”

Per mener, at mænd, der kommer i krise og kommer så langt ud, at de får selvmordstanker, har brug for at vide, at de ikke er de eneste, fx ved at få kendskab til andre mænds historier. Selv fik han stor forståelse for, hvordan det rent faktisk er at være efterladt efter et selvmord, da han mødte en mand, som fortalte, hvordan det havde påvirket ham, at hans kæreste havde begået selvmord og efterladt ham alene med deres fælles barn. ”Det ramte mig lige i hjertekulen. For selv om jeg godt kan mærke den desperation, hun må have følt, så var det sundt for mig at se det fra den anden side. Han følte sig jo meget hjælpeløs, fordi han ikke kunne redde hende, og det var utroligt opslidende for ham.”

 

Per har også oplevet, at et godt venskab med en anden mand har kunnet redde ham ud af situationer, hvor tankerne kørte i ring og blev tvangsprægede. ”I de situationer har jeg oplevet, at jeg skal prøve at skaffe mig selv et frikvarter, et åndehul, når panikken griber mig. Jeg har en kammerat, som er god til at sætte den slags i system, og så gør vi noget, som ikke har med følelser at gøre. Vi løber, vi står på ski, vi går ud sammen, og jeg får lagt tankerne bag mig, for det er jo tit en slags tvangstanker, som kører som en anden grammofonplade i dit hoved. Den ring skal brydes. Per mener også, at det er altafgørende, at man som mand i krise lærer, at man ikke behøver at reagere på selvmordstankerne i praksis. ”Den lærdom har jeg fået med fra samtalerne. Tankerne om selvmord kan stadig dukke op i mig, også helt uprovokeret, og så ved jeg ikke, om det er min egen historie eller den historie, jeg har med mig som politimand, der skaber dem, men jeg har lært, at jeg ikke skal handle på baggrund af de tanker, og at jeg kan tale mig ud af smerten, når tankerne opstår. Det er en gave.”

 

Din utrolige ærlighed, både med hensyn til hvordan du reagerede på dine oplevelser ved politiet, og din hidsighed på hjemmefronten, gav mig en dyb respekt for dig som menneske. Dit liv var gennem lang tid en balancegang. Selv om du troligt fulgte samtalerne i centret i længere tid end de fleste, var du flere gange tæt på at tage dit eget liv. Der var så meget kraftfuld desperation over dig, at vi begge var i tvivl om, hvorvidt kontrollen ville holde. Godt at du er her, godt at du holdt ud! Der var episoder, du skammede dig over, men der var også en lettelse over, at du nu forstod forbindelsen mellem det, du lærte som dreng og de vanskeligheder, du løb ind i som voksen. Det at blive værdsat som den du er – og ikke for det du gør, eller det du har - er så vigtigt. Derfor er det dejligt at høre dig fortælle om din betingelsesløse kærlighed til dine børn. Det kan godt være, at du hurtigt var på banen for at score, men du fortalte med stor ægthed om tomheden ved en bardisk eller pludselig at have en kvinde i hjemmet, som ville alt for meget, mens du stadig hverken vidste ud eller ind.

Jeg er sikker på, at du omgiver dig med gode ting, men heldigvis er statussymboler ikke længere livsnødvendige. Vi var mange, der var bekymrede, og vi er mange, der er glade for, at du kom så flot i land og kan leve med symptomer fra tiden ved politiet, som fx mareridt.