Mens Erik fortæller sin historie, får han fyldt sit krus op med kaffe. Han hælder mælk i og fisker derefter tommestokken op fra håndværkerbuksernes utallige lommer og rører rundt i kruset. Tommestokken er et værktøj, der åbenbart kan bruges til lidt af hvert, men den er også et billede, som Erik vender tilbage til flere gange i løbet af samtalen. Den er blevet et symbol på at turde stå ved sig selv, sine egne indre mål og værdier, i stedet for hele tiden at tilpasse sig andres eller altid at tro, at ”det er mig, der er noget galt med.”

 

Erik er adoptivbarn, født i Grønland af grønlandske forældre, som ikke kunne tage vare på ham. Hans biologiske mor valgte at bortadoptere ham, da han var få måneder gammel, måske fordi hun havde polio og ikke magtede flere børn. ”Jeg tror, hun kan have følt sig presset til at give mig væk, hun har måske ikke haft meget at skulle have sagt som invalid grønlandsk kvinde, hvis myndighederne har foreslået hende at bortadoptere.” Adoptionsfamilien var en dansk familie, som var bosat i Grønland, og Erik husker sin danske adoptivfar som centrum i sit liv i barndommens første mange år. Det var faderen, som lærte ham at cykle og senere at begå sig i naturen, gå på jagt og fiske. Det var ham, han så op til.

 

Men faderen havde også en anden side, han led af tilbagevendende depressioner. Først mange år efter blev Erik klar over, at farfaderen havde været stærkt voldelig mod sine sønner, da de var yngre, og at hans adoptivfar som ung flygtede fra den voldelige barndom i en lille landsby på Sydsjælland og væk fra det hele, til Grønland ”Jeg fik at vide, længe efter min fars død, at da han var dreng, gik det altid ud over ham, hvis de yngre brødre lavede ballade. Han var den ældste og fik ansvaret. Han måtte selv gå hen til piletræet og hente den gren, som hans far piskede ham med. Men min far var ikke selv voldelig, tværtimod. Han inddrog mig i alting, og heller ikke når han lukkede sig inde med depressioner, blev jeg holdt væk. Jeg kan huske, at jeg var inde og se til ham hver eneste dag i de perioder, hvor han var depressiv og lukkede sig inde på sit værelse.”

 

Men da Erik var ni år gammel, ændrede hans barndom sig på et splitsekund. Han husker, at han løb rundt i byen og spillede fodbold med nogle andre knægte, da en af forældrenes bedste venner kom hen og knælede ned foran ham. ”Erik, din far er død,” lød beskeden, og derefter blev Erik og hans søster, der også var adopteret, ført hen til nogle mennesker, de ikke kendte. Kun to dage efter gik de, sammen med deres mor, ombord i en helikopter, der førte dem til lufthavnen i Sønderstrømfjord, hvorfra Danmarksflyveren letter og lander.

Derefter gik turen til Danmark, og for Erik var livet på Grønland slut fra den ene uge til den anden. I Danmark ventede synet af sporvogne i gaderne og gråspurve i gården, fuldstændige nye sanseindtryk, som han intet anede om. ”At det var selvmord, og min far havde skudt sig, blev der aldrig talt om, mens jeg var dreng. Det var noget, jeg gættede mig til. Jeg har ofte tænkt på, om jeg faktisk fandt ham, fordi jeg jo altid gik ind til ham på værelset, når han lå og var deprimeret. Men det får jeg aldrig opklaret. Min mor vil ikke tale om det.”

 

De to børn fik kun en kort periode i København, hvorefter de blev sendt over for at bo i Sverige hos en farbror. Heller ikke han magtede at tale med Erik om hans far, og faderens død blev fuldstændig tabu. Efter en periode i Sverige, hvor Erik lærte at tale svensk, kom de tilbage til København til deres mor. Hun giftede sig aldrig igen, og Erik fik aldrig nogen ny far at se op til.

”Jeg talte grønlandsk, da jeg kom til Danmark. Få måneder senere var det glemt. Når de andre børn spurgte til mine forældre, sagde jeg, at de var skilt, og at min far var grønlænder og stadig boede i Grønland. Min adoptivfars selvmord talte jeg aldrig om. Det var pinligt, at han havde skudt sig, så det blev en måde at håndtere det på. Han blev puttet ned i en sort sæk.” Senere, da Erik blev ældre, begyndte han at spørge ud om sin far, men hver gang rendte han ind i en mur af tavshed. ”Jeg spurgte fx den onkel, vi boede hos i Sverige, men han klappede i som en østers. Først mange år senere har jeg forstået, at han selv havde det skrækkeligt over, hvad der var sket og slet ikke kunne tale om det.”

 

Erik gik ind i sin ungdom med en stærk følelse af ikke at være noget værd - at være grundlæggende anderledes. Han savnede sin far voldsomt i sine teenageår og følte, at ingen andre var til at stole på. Livet var pludselig blevet et stort spørgsmålstegn.

”Jeg troede i mange år, at jeg kunne reparere på det savn, hvis jeg bare kunne blive ”god nok.” Men jeg har samtidig som voksen haft en konstant følelse af ikke at være i orden, og at det hele nok var min skyld. Lige meget hvor meget jeg anstrengte mig, var jeg ikke god nok. Hvis vi fx var to håndværkere, der var uenige om løsningen på en opgave, var det helt sikkert mig, der var forkert på den, det var min grundlæggende følelse, for jeg følte mig omgående mindreværdig, selv om min måde at lave tingene på kunne være lige så god. På et tidspunkt var der indbrud i det firma, jeg var ansat i, og selv om jeg var i en helt anden by den dag, følte jeg mig alligevel straks skyldig. Jeg havde altid følelsen af at være ”under mistanke”, og at det var mig, det var galt med.

 

Følelsen af at være forkert, forfulgte Erik ind i hans parforhold. Han blev gift, mens han var ung og fik to sønner, men det første ægteskab gik i stykker, da han både drak for meget og var sin kone utro. ”Jeg tænkte meget på, hvorfor jeg ikke kunne føle mig normal og bare leve et normalt liv, men når jeg ser tilbage, så vidste jeg slet ikke, hvad et normalt liv var! Jeg var ung og stræbte efter at være som de andre, men kunne ikke. På den ene side var jeg stolt over at have kone og to børn, men på den anden side var jeg ikke lykkelig.”

Senere gik Erik ind i et langvarigt, men ofte ustabilt parforhold med en ny kvinde, et forhold der varede ved gennem 10 år - on and off. Også her måtte han slås med følelsen af at være forkert og især med en tvivl om sine egne fornemmelser.

”Jeg havde i lange perioder mistro til min kæreste, blandt andet at hun var mig utro, når vi ikke boede sammen, men jeg vendte det altid til, at det nok var mig, der var noget galt med, og jeg følte, at jeg ikke var god nok til hende.”

I en periode flyttede Erik til England, hvor begge hans sønner bor i dag. For godt et år siden vendte han tilbage til Danmark – og fik med ét bekræftet sin mistanke, om at kæresten var ham utro. Han overraskede hende i bogstaveligste forstand i seng med en anden mand, og han blev så vred, at han overfaldt og slog både kæresten og den mand, hun var sammen med. Det førte til en alvorlig krise i hans liv – med efterfølgende retssag og dom for vold.

”Jeg fik jo bekræftet min fornemmelse af, at noget var galt, så i den forstand fortrød jeg ikke mit raseri, og at hendes elsker blev jaget på flugt og rendte splitternøgen ud af lejligheden! Men samtidig syntes jeg, at situationen var helt håbløs, og så kom selvmordstankerne.. Jeg stod på et stillads og så mig selv springe ned fra 4. sals højde, og jeg begyndte at planlægge forskellige andre metoder, skære mig med knive osv. Jeg truede også min kæreste med, at jeg ville tage livet af mig.”

 

Erik fortalte sin læge om selvmordstankerne, og det førte til en henvisning til Center for Selvmordsforebyggelse i Århus og otte samtaler. ”Jeg havde tidligere haft et godt forløb hos en psykolog og dér fået bearbejdet en del af savnet efter min far. Blandt andet skrev jeg afskedsbrev til ham og fik luft for både bebrejdelser og savn. Det hjalp mig meget at få det ned på papir. Det forløb blev imidlertid afbrudt, da jeg tog til England, men i samtalerne på centret i Århus fik jeg igen taget hul på følelsen af, at det var mig, der var noget galt med.”

På centret fik Erik klarhed over, at det ikke var ham, men hans situation, der var problemet. Han var ikke skør eller unormal, men reagerede normalt på en stærkt presset situation.

”Jeg fik at vide, at det kræver en meget robust personlighed at gå igennem, hvad jeg har oplevet - at blive revet op med rode som ni-årig, miste sin far, sin kultur og sin baggrund, få nyt sprog, osv. Det kræver ressourcer at klare det, men jeg var endt i en situation, hvor jeg alene kunne tænke i sort/hvidt, det hele var enten-eller. Enten min kæreste eller ingenting, enten lykkelig eller ulykkelig, der var ingen middelveje.”

Erik måtte i gang med en længere problem-liste for at komme sine selvmordstanker til livs, blandt andet handlede det om at lære at håndtere sin vrede, sine aggressioner, når han følte sig afvist. Gradvist fik han vendt billedet af, at han ikke var god nok til sin kæreste, til det modsatte: At hun måske ikke var god nok til ham. Nuancerne rykkede frem og erstattede den sort-hvide tænkning, og på samme måde blev tankerne om selvmord og flugt gradvis svagere.

 

”Jeg lærte et godt trick på Center for Selvmordsforebyggelse, nemlig at hvis tankerne om selvmord dukker op, så er det lidt som at kigge på skyerne, der driver forbi på himlen over dig. De kommer bare, og du kan ikke ændre på det eller stoppe dem, men du kan lade dem passere, flyve forbi. Det er langt bedre at se på selvmordstankerne på den facon, frem for at forsøge at tvinge dem til at blive væk. Det er nok det bedste værktøj, nogen har givet mig. Det virker faktisk både i forhold til selvmordstanker og også i forhold til tanker om min ekskæreste – jeg kan lade dem passere.”

 

Erik arbejdede også med at få fat i sine oprindelige værdier, den indre tommestok. ”Grundlæggende lærte jeg jo meget positivt af min far, og jeg ved, at han elskede mig. Jeg har fået skilt det ad – og kan tænke, at han fortsat var en god far for mig, selv om sygdommen sled ham op. Derfor har jeg også nogle værdier inde i mig, som kan være en slags indre målestok for, hvad der er rigtigt og forkert for mig, og som ikke har noget med mindreværdet at gøre. Jeg har været vant til at lade andre bedømme mig og er gået meget op i, hvad de tænkte om mig. Men det giver en langt større sikkerhed, hvis man har et måleinstrument inde i sig selv. Det kan jeg bruge til at fortælle mig selv, at ”der er ikke noget galt med dig, Erik”, du er ikke skør. Du er måske nok anderledes, men på en positiv måde! Du behøver ikke servicere og underkaste dig alle andre hele tiden, for at folk skal kunne lide dig. Jeg har faktisk flyttet mig fuldstændig og føler mig meget mere jævnbyrdig med andre mennesker i dag.”

 

Fra starten var du en udfordring for mig. Du havde været meget glad for et samtaleforløb hos en psykolog, som jeg kender og betragter som rigtig dygtig. Kunne jeg nu give dig noget nyt? Eller ville du hellere tilbage og afslutte det forløb, som du mente var afsluttet for tidligt? Du fik muligheden for at tage kontakt med ham igen, men samtidig var du faktisk blevet optaget af noget af det, vi tog fat på i samtalerne. Med din positive erfaring med psykologhjælp, var der ingen barrierer for samarbejdet. Jeg tænkte, at du lige nu, hvor du havde overvejet selvmord, også havde chancen for at lave en radikal ændring i opfattelsen af dig selv og din historie. Først skulle vi have skabt en sammenhæng i de voldsomme begivenheder, du var udsat for som barn, så de kunne forstås ud fra et voksent perspektiv. Dernæst skulle du anerkende dig selv som anderledes (grønlænder i Danmark), men ikke mindreværdig. Den lå lige for, men du havde bevaret en barndomsoplevelse af, at det var negativt at være anderledes. Ja, det kunne være gået meget værre for dig. I din tidlige ungdom var du en del af ”det dårlige selskab”, men du forstod at sætte hælene i, så hverken kriminalitet eller misbrug udviklede sig katastrofalt. Det kan du kun takke dig selv for. Jeg tror, at vendepunktet i vores samtaler kom ved at dvæle ved de værdier og den kærlighed, som din far havde nået at give dig som ballast. Din egen indre målestok, som vi kaldte det, var ikke vanskelig at finde frem. Ved at bruge den kunne du tage afstand fra de svig og fortielser, som kvinden i dit liv havde udsat dig for. Du var stadig i en periode betaget af hende, men en vis nøgtern vurdering trængte sig på. Dine sanser og fornemmelser havde jo ret, hun var ikke til at stole på! Dermed kunne dit selvværd vokse, for du var ikke bare en jaloux kæreste, der så syner. Din risiko for at opgive det hele var uden tvivl høj i starten, og du befandt dig som håndværker på høje steder, hvor udspring eller fald ville have været fatalt. Måske kunne det have set ud som en arbejdsulykke. Erik, du var en fantastisk, fremtidsorienteret samarbejdspartner. Og du værdsatte min indsats. Min udfordring var at kunne give dig noget, som var nyttigt i din nuværende situation uden at konkurrere med din tidligere psykolog. Som håndværker tror jeg, at du værdsatte, at vi så at sige fik noget fra hånden. Det hjalp dig, at du var fleksibel i din tankegang og meget modtagelig for nye forståelser. Vi er enige om, at du ikke er nogen voldelig mand, men blot synes, der skulle gøres ”rent bord i snavset job”. Den episode fortalte du så levende om, at jeg kunne se det for mig, den egner sig til en film. I øvrigt er du den første mand, jeg har set bruge sin tommestok til at røre i kaffen med.