”Jeg tror, jeg vil være konfliktsky resten af mit liv. Sådan er det bare. Men omvendt så har jeg faktisk lært at skændes og sige fra – til en vis grad. Sige hvad jeg vil og ikke vil. Alligevel mener jeg, at der altid er to parter i en konflikt - og det er nødvendigt at turde se sin egen andel og ikke bare give den anden skylden.”

Ordene kommer fra Anders, 51 år, fraskilt, far til tre børn, som han har med tre forskellige kvinder. Han fortæller, at han i dag har et godt forhold til sine børn og deres mødre, men sådan så det imidlertid ikke ud, hvis han skruer tiden 10 år tilbage. På det tidspunkt sad han fast i flere dilemmaer, som forekom ham helt uløselige. Realiteter, som han ikke ville være ved, trængte sig hele tiden på, og ”bunken voksede” - som han beskriver det. ”Bunken voksede, men jeg var rigtig god til at holde virkeligheden og dens problemer væk, så snart jeg fik følelsen af, at ”det her er ikke rart”. Jeg lukkede døren for alt det, som trængte sig på, hvad enten det var problemer i parforholdet, problemer med tidligere kærester eller lignende. Det var blevet en helt naturlig reaktion. Jeg var utrolig konfliktsky,” siger Anders.

 

Den virkelighed, han sad i, bestod blandt andet af et parforhold, som var ved at gå endeligt i stykker, dels efter lang tids ophobning af problemer, dels fordi hans kæreste havde fundet en anden. Men i stedet for at flytte fra hende, bosatte han sig i en lejlighed i samme bolig, som hans ekspartner og lille datter boede i, for at kunne være sammen med datteren mest muligt. Prisen blev, at han hele tiden var konfronteret med ekspartnerens nye kæreste. Samtidig mistrivedes han i byen, som han i sin tid var flyttet til på grund af kæresten. Han følte sig ikke hjemme og begyndte at drikke for meget. ”Jeg kan se nu, at jeg altid har prøvet at leve mit liv efter, hvad jeg troede, andre folk forventede af mig. Jeg var virkelig uærlig over for mig selv, løj over for mig selv og mærkede ikke, hvad jeg selv følte. Jeg var faktisk alt for dygtig til at tilpasse mig andre. Fx, hvis min partner spurgte: Skal vi ikke gøre sådan og sådan…, ville jeg straks svare: ”ja det gør vi!” Jeg spurgte aldrig mig selv, om det egentlig var det, jeg ville. Jeg gav efter, men sådan så jeg ikke på det dengang.”

 

Mens dilemmaerne voksede, opstod Anders’ første fantasier om at lege ”forsvunden dansker”.

”Jeg begyndte at få fantasier om bare at forsvinde, fordi det hele var kompliceret med børn og ekskærester. Tage bilen, køre sydpå, blive vinbonde i Frankrig, bare blive væk. Men tanken om mine døtre afholdt mig fra det. Jeg vidste, jeg ville få dårlig samvittighed, som jeg ikke ville kunne komme væk fra, selv om jeg kørte aldrig så langt.” I stedet blev drømmen om flugt til et selvmordsforsøg, som næsten kostede ham livet. Anders besluttede, at hvis han skulle væk fra forpligtelser og skrupler var selvmord en bedre løsning. Nogle år i forvejen var hans far, som han var nært knyttet til, død i en forholdsvis ung alder. Anders fik oplevelsen af at være i forbindelse med sin afdøde far, som sagde til ham, ”Hvis du er klar, må du komme.” Tidligere havde Anders, efter et trafikuheld, haft en nærdødsoplevelse, hvor han blev mødt af et varmt, venligt rødligt lys i dejlige omgivelser. Det billede af døden havde han i sit hoved, da han tog af sted for at udføre selvmordet.

Anders forklarede sine omgivelser, at han skulle til møde, skaffede sig en større mængde piller og tog til et hotel i en by, hvor ingen vidste, at han var taget hen. Han indlogerede sig under falsk navn – og begyndte på en nærmest rituel afsked med livet, hvor han først gik en tur for at ”indånde den friske luft for sidste gang”. Han spiste god mad, tog sig noget at drikke og skrev en række afskedsbreve. Han forsøgte også at sikre sig, at hotellets personale ville blive sparet for at finde ham død - ved at skrive et brev, som kunne advare dem, før de kom ind på hans værelse, så de kunne tilkalde politiet i stedet.

 

”Jeg var rolig og fattet og mente, at jeg havde helt styr på, hvordan det skulle ske. Jeg ringede også til nogle nære venner og tog afsked, men uden at fortælle, hvor jeg var. Det har jeg fortrudt bagefter, for de blev jo dybt urolige. Så gjorde jeg et skumbad klar, tog piller og skar mig.” Men Anders døde ikke. Om morgenen blev han fundet på sit værelse, stærk forkommen, nedkølet og med et stort blodtab. Mødet med døden husker han denne gang som ganske anderledes end oplevelsen i forbindelse med trafikuheldet. ”Det jeg huskede bagefter var kun kulde og smerte og så følelsen af, at det her var forkert. Hvordan jeg kom fra badeværelset og ind i sengen, ved jeg ikke. Men jeg kan huske følelsen af, at det hele var urigtigt.”

 

Anders blev indlagt, først på en medicinsk afdeling og siden overflyttet til psykiatrisk afdeling. Under indlæggelsen oplevede han først angst, men siden en stor ro, som han aldrig har oplevet på lignende måde andre steder. Det at være sammen med ”ligesindede”, som han kalder det, på den psykiatriske afdeling var en oplevelse, som ikke ligner noget andet. Ingen medpatienter spurgte ham, hvordan det gik. I stedet havde han lov til at smide masken og bare tale fra hjertet.

”Jeg oplevede en meget stor personlig ærlighed derinde og har siden tænkt, at dem ”derude”, i livet, burde en tur omkring en åben psykiatrisk afdeling alle sammen, for her kunne jeg virkelig løsne op.” Anders var bange for, hvad der ville ske, når han blev udskrevet, men i psykiatrien slog behandlerne fast, at han hverken var deprimeret eller psykotisk. Han blev derfor henvist til videre behandling på Center for Selvmordsforebyggelse og tog også imod et tilbud om at komme til samtale, men følelsen, da han trådte ind ad døren, var både bekymring og uro.

 

”Jeg følte mig som et stort nul. Min tanke var, at når jeg kom til de her samtaler, så ville psykologen fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Det var sådan, jeg troede, det ville komme til at foregå, og det talte vi faktisk en del om i begyndelsen. Jeg tror, at mange har den samme forestilling: ”Nu kommer jeg her, og så siger psykologen, hvad jeg skal gøre.” Men sådan var det så ikke! Faktisk sagde hun ikke noget om, hvad jeg skulle. Jeg vil sige, at det kom til at handle om at åbne døre ind til sjælen og sindet.” Anders beskriver, at det som hjalp ham videre var, at han efter hver af de følgende samtaler fik nogle opgaver, han skulle løse. Han skulle i lag med virkeligheden – med de problemer, han var blevet så god til at lukke døren for.

”Det kom til at handle om at bryde med et mønster, jeg havde haft, hvor jeg hele tiden fik rollen som den, der glattede ud, gød olie på vandene. Jeg var faktisk professionel god til at undvige og god til hele tiden at gå uden om pinagtige situationer. Det mønster skulle brydes, og det var ret skræmmende. Jeg fik åbnet for noget indsigt om mig selv, som jeg ikke brød mig om at se, men det hjalp mig til at holde fast i realiteterne.” Anders bruger et billede med et rum med bokse, som han blev nødt til at gå hen til og se på. Ved hver samtale kunne han tage en ny boks frem og åbne den, hvad enten det handlede om hans forhold til kvinder, forholdet til familien eller følelser, som var fortrængte. ”For eksempel min fars død, som havde været meget hård ved mig, men samtidig havde jeg lukket for følelserne. Den måde, jeg havde levet mit liv på, var jeg nødt til at se i øjnene, Min facade og min dygtighed til at tilpasse mig var en model, jeg ikke kunne vende tilbage til.”

 

Efterhånden som Anders fik prøvet nye metoder af over for sine nærmeste, fx at turde sige nej, men også forklare, hvorfor han sagde nej, oplevede han, at det faktisk vakte respekt fra omgivelserne. ”Jeg var bange for at miste folk, skubbe dem fra mig og at de ville synes, jeg var en dum skid. Bange for at miste det der prædikat ”han er jo et rart menneske”. At sige til andre at, ”det er jeg ikke enig med dig i”, var helt fremmed for mig, men jeg fik anerkendelse for det.”

 

Anders beskriver samtalerne som hårdt arbejde, fordi de gik meget tæt på hans virkelighed.

”Det var yderst konkret, hvad vi talte om. Jeg blev fx spurgt helt ned i de mindste detaljer, hvad jeg ville gøre, hvis der nu skete sådan og sådan. Forud for bestemte begivenheder, fx hvis jeg skulle til en familiekomsammen, hvor jeg var nervøs over konflikter, gennemgik vi nøjagtigt, hvad jeg ville. Ville jeg overhovedet med? Og hvis jeg ville med, hvad kunne der så opstå af situationer? Og hvordan ville jeg gribe dem an?” Anders blev klar over, at han altid havde valg-muligheder, fx mellem at blive væk eller handle i situationen.

”Jeg var så vant til at, at jeg bare vendte ryggen til. Jeg har meget ofte ladet mig selv ”ikke-vælge” og taget farve efter, hvad omgivelserne valgte. Ved at være den, der vælger og beslutter noget, skal man være parat til at tage konsekvensen af sine beslutninger. Det har jeg aldrig gjort. Det eneste sted, hvor jeg har været god til at stå ved, hvad jeg gjorde, har været på mit arbejde, men det er også nemmere, for her ved jeg jo noget og har følt, jeg havde noget på hjerte.”

 

Siden selvmordsforsøget har Anders ikke haft konkrete selvmordstanker igen, måske fordi han har en klar oplevelse af, at dilemmaer ikke er så uløselige længere, og han kan mærke, hvad han føler. ”Hvis noget undrer mig, så kan jeg spørge – og jeg spørger mine omgivelser meget mere, end jeg gjorde før. Jeg er blevet mere ærlig, og jeg fortæller, hvad jeg har lyst til. For nylig fik jeg konstateret kræft, og det har selvfølgelig betydet en krise, men denne gang vender jeg ikke ryggen til, men er åben om det. Jeg opsøgte også professionel hjælp, ikke fordi jeg har haft det psykisk dårligt, men jeg tror, det er godt at søge hjælp i tide for ikke at havne i det sorteste mørke, hvor jeg var, da jeg forsøgte selvmord. Jeg har sådan set ikke fortrudt selvmordsforsøget, for det blev et stort vendepunkt for mig, og hvis jeg ikke havde forsøgt, ved jeg ikke, om jeg var kommet herhen, hvor jeg er i dag.”

 

Hvis Anders møder andre mænd i krise, som beder ham om råd, er han meget kontant:

”Opsøg psykologien. Få hjælp i tide.” ”Jeg har lært, at psykologien faktisk kan give dig noget værktøj til ikke at komme galt af sted. Og så handler det om åbenhed. Det kan psykologien også hjælpe dig med.. Det overraskede mig, dengang jeg begyndte på samtalerne, at der ikke lige var en facitliste, som jeg kunne gå ombord i, men at det snarere handlede om at finde frem til valgmulighederne.” Anders har registreret, at hans ærlighed har givet ham en bedre kontakt med andre mennesker.

 

”Nu er der også andre, som tør være ærlige over for mig, fordi de ved, hvad jeg har været igennem.. Måske tør folk også komme til mig, fordi de ikke mister status ved det. Jeg er ikke længere bange for at røbe mine inderste tanker, og det giver respekt hos andre. Jeg er også åben om mit selvmordsforsøg, jeg skammer mig ikke over det, som jeg gjorde i begyndelsen. Men mine børn ved det ikke, ikke endnu. Når de bliver større, skal de have besked. De må godt se, at man kan være så langt nede og så alligevel komme videre og få et godt liv.” Men hvis mænd skal søge professionel hjælp tror Anders, at det allerbedste er, at de går til kvindelige psykologer. ”Vi får aldrig det der kvindelige gén. De to køn ser bare ikke tingene ens, og det skal vi heller ikke, men jeg tror det er godt, som mand, at få en kvinde som behandler. Kvinder har større empati og er mere kreative, end mænd er. Derfor tror jeg, de kan konfrontere mænd mere og det er mere lærerigt.”

 

Nu hvor der er gået 12 år siden selvmordsforsøget tænker Anders stadig meget ofte på de samtaler, han fik og på, hvad det har givet ham af nye værdier i livet.

”Jeg lægger meget stor vægt på værdien af at lytte til andre mennesker. At vi er opmærksomme på hinanden og ikke spiller det her facade-spil. Faktisk har jeg altid befundet mig dårligt med facade, men nu er jeg mere opmærksom på det. Jeg starter fx aldrig en samtale med at spørge folk, hvad de laver, fordi arbejdet jo ikke altid er det vigtigste, eller det som giver de bedste samtaler. Hellere spørge folk, hvad de kan lide af musik, eller hvordan de har sovet i nat, eller hvilke dufte, de synes om. Det giver en helt anden form for samtale. Jeg er også mere opmærksom på, at materielle værdier ikke er vigtige for mig. Før, i mit gamle liv, kunne jeg købe, købe og købe. I dag kan jeg stadig se ting, jeg gerne vil have, men jeg behøver ikke købe det. Behovet er forsvundet, og jeg kan nå at spørge mig selv ”hvorfor vil du egentlig have det?” og opdage, at det vil jeg ofte ikke! Min samling af hul-sten er faktisk vigtigere end at købe nyt!”

 

Flot at du ville være med her - efter at der er gået 12 år siden dit selvmordsforsøg. Din historie vidner om, at du først og fremmest har valgt livet igen. Med alt hvad det indebærer af tab, svære valg og sygdom. Valgene er nok blevet lettere – set fra psykologens bord. Du gjorde nemlig op med megen overfladiskhed og tilpasning. Dengang var jeg lidt nervøs for, om du kom til at præsentere dit nye jeg på en måde, så ”folk” ville opfatte dig som frelst.

Jeg husker, hvordan du tog en del afstand fra smalltalk og meget hellere ville føre dybe samtaler om eksistens. Hvor mange møder man, der vil det? Hatten af for dig, Anders, og din evne til fordybelse – og evne til at etablere givende relationer – ikke mindst til kvinder. Du imponerede mig blandt andet med, fra en tandlægestol, at blive kæreste med klinikassistenten. Det kræver både livslyst og livsmod. For resten – tillykke med din samling af hul-sten.