Det er fire år siden Hans sluttede sin sidste samtalerunde på Center for Selvmordsforebyggelse. Han har stadig sine nedture, og der er dage, hvor han føler sig både træt og initiativløs, men lysten til at tage del i livet får ham altid tilbage på højkant. ”Der er tale om en art stemningsdyk, som af og til varer flere dage, men jeg har lært, at sådan er det, og at jeg kommer op igen, ” siger Hans, der er holdt op med at tage antidepressiv medicin, sådan som han ellers har gjort i flere perioder.

 

I de dage, hvor nedturen griber ham, bliver han ofte hjemme, gemmer sig væk, ligger på sofaen, sover meget og venter på, at det skal vende igen. Indlæggelse på psykiatrisk afdeling, antidepressiv medicin, elektrochok og samtaler. Hans har været det hele igennem, og det er midler, som hver især har bidraget til, at han er kommet på højkant. I de sidste 11 år har han haft fire samtaleforløb på Center for Selvmordsforebyggelse, samtaler som hver gang er blevet sat i værk, fordi selvmordstankerne kom tilbage i depressive perioder.

 

”Samtalerne har lært mig, at jeg skal lade tiden arbejde for mig. Det har virket yderst beroligende, når den specialist, jeg har talt med på centret i alle fire forløb, har taget specialistrollen på sig og forklaret mig, at HAN ved, det går over! Jeg skal bare vente. Jeg har faktisk altid følt mig trøstet, når jeg er gået fra centret,” forklarer Hans. Skruer man tiden 11 år tilbage vidste Hans intet om at der fandtes et center for Selvmordsforebyggelse. Han havde aldrig haft selvmordstanker eller alvorlige eksistentielle kriser, ud over dem som man kan få som helt ung. Han var gift for 2. gang, havde en god akademisk stilling, som han var glad for. I sit andet ægteskab havde han desuden et barn på 13 år, og fra første ægteskab tre voksne børn, som han alle var i kontakt med.

 

”Vi havde vores kriser, især de sidste to år gik det voldsomt til, mest omkring økonomi og børneopdragelse, for vi kom med hvert vores kuld børn fra tidligere ægteskab, og vi var slet ikke enige om holdningen til børneopdragelse. Jeg syntes, at min kone gjorde forskel på ”hendes og mine børn”, og at hun pylrede alt for meget om vores fælles søn og på sin vis holdt hun ham væk fra mig. Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle gå fra hinanden, selv om vi kunne være meget uenige om bestemte værdier og selv om hun flere gange truede med at flytte. Jo, man kan godt kalde det et skævt forhold, men jeg var samtidig meget glad for hende og ønskede ikke et brud, ” siger Hans.

Derfor oplevede han det som et fuldstændigt kollaps i sit liv, da hans kone meddelte ham, at hun ville skilles. Skilsmissen var ikke til forhandling, hun havde allerede fundet et andet sted at bo, og hun tog deres fælles barn med sig.

”Det var ekstremt voldsomt, for jeg følte mig fuldstændig sat ud af spillet. Faktisk forsvandt de ud af mit liv fra den ene dag til den anden, og i en længere periode tabte jeg kontakten med mit yngste barn.”

 

At blive alene tilbage i et stort hus var Hans’ mareridt. I perioden mellem sit første og andet ægteskab havde han prøvet at bo alene og syntes absolut ikke om det. Nu stod han i situationen igen, men denne gang helt ufrivilligt. ”I mit første ægteskab var det mig, der ønskede skilsmissen, og min kone var da ked af det, men vi gik alligevel fra hinanden på en helt anden måde, uden krig, og jeg beholdt kontakten til børnene. Jeg følte stor skyld dengang over at gøre hende ondt, men jeg vidste, at vi var nødt til at blive skilt, for jeg havde ikke de følelser i ægteskabet, som skulle være der. Men ved den anden skilsmisse blev der virkelig ført krig på alle områder. På en måde burde det ikke have overrasket mig, men det gjorde det alligevel.”

 

Hans fik selvmordstanker i ugerne efter, at hans kone og søn var flyttet, og han sad tilbage i et hus, der skulle sælges. Via sin egen læge kom han til de første samtaler på Center for Selvmordsforebyggelse. Her blev der sat fokus på forskellen mellem ønsket om flugt fra en voldsom psykisk smerte – og ønsket om at dø. Hans formulerede selv, at han egentlig ikke ønskede at dø, men han magtede heller ikke at leve med smerten. Følte sig fuldstændig mislykket, uden fremtidsudsigter og kunne ikke koncentrere sig om noget. Alligevel gik det op for ham i løbet af samtalerne, at selvmord ikke kunne være en udvej. ”Nok meget på grund af tankerne om børnene. Det skulle de - og skal de altså ikke opleve! Jeg følte jeg havde en forpligtelse over for dem til at holde mig i live. Det var tanken om dem, der holdt mig oppe, tanken om ikke at ødelægge deres fremtid.”

 

Mens de første samtaler står på, har Hans et mislykket selvmordsforsøg, hvor han prøver at kulilteforgifte sig i sin bil. Teknikken svigter imidlertid, og han opgiver og kontakter i stedet sin læge. På Center for Selvmordsforebyggelse vurderer behandleren, at Hans er så selvmordstruet, at en indlæggelse på Psykiatrisk Hospital er nødvendig. Hans første reaktion er at kæmpe imod. Han frygter, at en indlæggelse vil stigmatisere ham og betyde, at han ikke kan vende tilbage til sit arbejde, fordi han vil være stemplet som ”psykisk syg”. Over for sin behandler på centret lover han, at han ikke vil foretage et nyt forsøg. En indlæggelse ser han som ”vejen til enden”, men i løbet af samtalerne på centret accepterer han gradvis at depression er en sygdom, og at en indlæggelse er nødvendig.

 

Når Hans i dag husker tilbage på den tid kan han se, at da han endelig kom frem til, at han skulle lade sig indlægge, føltes det som en meget stor lettelse. ”Da jeg blev indlagt, var jeg så dårlig, at jeg blev ligeglad med, hvorvidt jeg kunne vende tilbage til mit arbejde. Jeg var faktisk overbevist om, at jeg ikke kom tilbage, men det viste sig ikke at holde stik. I den første periode troede jeg, at jeg bare blev nødt til at blive liggende i min seng på Psykiatrisk Hospital, til jeg kreperede. Jeg kan huske, jeg lå i sengen og bare af og til åbnede øjnene. Så fik jeg øje på min kuffert, som stod på gulvet en meter fra mig, men jeg magtede ikke engang at pakke ud. Jeg spiste ikke, så ikke nogen og ønskede det heller ikke.”

 

Hans børn besøgte ham på hospitalet og blev naturligt nok forskrækkede over, at se ham i den tilstand. Men for Hans blev opholdet på den psykiatriske afdeling på mange måder en befrielse, en nødvendighed. Behandlingen var blandt andet elektrochok og medicin, men om det hjalp eller ej, er han ikke sikker på i dag. Derimod tror han, at selve opholdet på sygehuset viste sig at være den helt rigtige hjælp. ”Det var måske roen, den meget kærlige pleje, den fuldstændige regelmæssighed, der hjalp mig. Du skulle ikke længere tage ansvar, du skulle bare passe på dig selv, spise din mad, gøre gymnastik, holde fast i et meget enkelt liv. Jeg mødte hen ad vejen mange andre ”skæbner”, som jeg havde glæde af at snakke med. Nogle havde det værre end mig, andre lige så slemt, nogle var skingrende gale, men man kunne snakke med de fleste.”

 

Under indlæggelsen genoptog Hans samtalerne på Center for Selvmordsforebyggelse. Denne gang var det et tilbagevendende tema at blive i stand til at se realiteterne i øjnene og droppe drømmen om, at hans forliste ægteskab skulle kunne repareres.

”Jeg fik gradvis et andet syn på mit ægteskab via de samtaler. Det handlede meget om at få realiteterne holdt op foran øjnene, at separationen var en realitet, og at min kone ikke ønskede at komme tilbage. De løfter hun af og til gav, om at vi kunne forblive kærester var tomme løfter, og de kunne aldrig blive til virkelighed. Det var i de samtaler, jeg blev klar over, at der altså ikke var mere at hente i den butik, og at jeg skulle holde op med at bruge kræfter på det,” husker Hans.

 

At kravle op af depressionens dybe hul var en lang og sej kamp, en kamp, som Hans kom til at kæmpe flere gange i løbet af de næste år. I samtalerne på centret blev han klar over, at den farligste tilstand, hvor selvmordet blev en fristende mulighed, var når han var halvvejs oppe af hullet og begyndte at få en smule kræfter igen. Mens han sad på bunden, i mørke, orkede han ingenting, men på vej op opstod risikoen for igen at få selvmordstanker. ”Jeg blev advaret om, af min behandler, at jeg skulle passe på mig selv i sådan et forløb, hvor depressionen klinger af. Det var en meget stor hjælp, og jeg har tit tænkt tilbage, med taknemmelighed, på den behandler, som tog sig af mig dengang. Jeg var altid i langt bedre humør, når jeg gik fra de samtaler og synes ikke, at tingene var så håbløse, som da jeg kom. Han har reddet mit liv.”

 

I de senere år, hvor Hans er gået på pension fra sit arbejde, har han fulgt forskellige former for strategier, som alle hjælper ham til at holde depressionen fra livet og få livsglæden igen.

”Jeg har en god kammerat fra gamle dage, som også blev skilt i en sen alder. Han har valgt at blive meget kreativ som en løsning på sine nedture, han arbejder med kunst og har bygget sit eget hus. Vi bruger hinanden, for vi har fundet ud af, at vi er gode til at rejse sammen, og det har vi gjort jævnligt. Vi er ofte i kontakt, også telefonisk. Vi udveksler alt, og det er betydningsfuldt for mig at kende en, som jeg har kendt altid. Han forstår, hvad det vil sige at blive skilt og at risikere at miste kontakt til sine børn. Han forstår mere end andre gode venner, som stadig lever i pæne ægteskaber. De kan ikke helt følge med i, hvad det er, der sker.”

 

Hans fandt også ud af, at han ville påbegynde et nyt universitetsstudium. Han fik kontakt med en gammel skolekammerat, som lokkede ham med på en rejse til Rusland og efterfølgende har han læst russisk på universitetet gennem flere år, ligesom han også læser spansk. ”Når depressionerne kommer, så bruger jeg den viden, jeg har opnået via samtalerne, nemlig at det faktisk går over igen. Det ligger dybt nede i bevidstheden, at der godt kan opstå dage, hvor jeg ingenting kan, men at det også letter igen, og når det letter, så får jeg energi til at indhente det, jeg ellers forsømmer, når jeg gemmer mig bag nedrullede gardiner. Det rammer mig altså stadig, men jeg kan komme op igen, hvis jeg bare venter. Jeg vil helst undgå medicinen, men hvis det bliver meget skidt, må jeg gøre brug af den mulighed. Jeg ved, at jeg kan finde forskellige måder at overleve på. Det er det afgørende.”

 

Tak fordi du sagde ja til at deltage, selv om vi ikke kendte hinanden. Som det fremgår, har du haft en mandlig behandler i centret. Dine budskaber er meget vigtige: Selv forholdsvis sent i livet og med mange livserfaringer kan et brud slå benene væk under en. Store forandringer, som man selv tager initiativ til, er ok. Men uvarslet at få ødelagt det langsigtede perspektiv i livet er ekstremt vanskeligt og kan medføre stor bitterhed: ” Jeg havde lige kløvet en masse brænde til vinteren, og så kom hun hjem og ville skilles..”

 

Du er ikke et bittert menneske, tværtimod. Du beskriver så flot, at en depression er lidt lettere at bære, hvis man har en behandler, der er i stand til at fastholde troen på, at det går over og giver nyttige informationer om sygdommen.

 

Selv om du er en yderst veluddannet mand, havde du nærmest fordomme om, hvad det vil sige at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. De forestillinger holdt heldigvis ikke stik. At du på alle fronter var i stand til at ændre din opfattelse af virkeligheden, er en af grundene til at du i dag er i live, rejser og får kontakter, der giver mening for dig. Dit håb om at møde kærligheden endnu engang er meget livsbekræftende.